Karzai fyrer topfolk efter Taliban-angreb

Talibans angreb på et stort anlagt fredsmøde i Afghanistans hovedstad, Kabul, i sidste uge koster nu to topembedsmænd jobbet. Den afghanske præsident, Hamid Karzai, har tvunget indenrigsminister Hanif Atmar og Amrullah Saleh, chefen for landet efterretningstjeneste, til at gå af.

Karzai angiver angrebet på fredsmødet som årsag for de to topfolks afgang. Saleh og præsidenten skulle dog have haft flere skænderier i de seneste måneder blandt andet om løsladelsen af Taliban-folk, skriver avisen New York Times.

Den afghanske præsident skulle have underskrevet et dekret, der tillod løsladelsen af Taliban-medlemmer for at vise forhandlingsvilje. Tilsyneladende var efterretningschefen imod denne idé.

- Jeg er sikker på, at uenigheden mellem de to ledere og præsidenten har stået på i et stykke tid, siger Daoud Sultanzoi, medlem af Afghanistans parlament til New York Times.

- Præsidenten udsendte en forordning om, at myndighederne skulle begynde at kigge på løsladelsen af en række Taliban-folk. Jeg er sikker på, at Amrullah Saleh ikke var enig i dette udspil og, at han indikerede, at det ikke ville være godt for sikkerheden, siger Sultanzoi.

Taliban tog skylden for en række raketangreb, der onsdag blev rettet mod fredsmødet i Kabul. Her var flere end 1600 politiske og religiøse ledere fra hele landet samlet med præsident Hamid Karzai i spidsen at drøfte mulighederne for fred med de muslimske oprørere.

/ritzau/

Afghanistans præsident, Hamid Karzai, har fyret to topembedsmænd efter Taliban i sidste uge angreb et stort fredsmøde i hovedstaden Kabul.

Offentliggjort Sidst opdateret