Karzai har vundet valget i Afghanistan

Afghanistans siddende præsident, Hamid Karzai, ser ud til at fortsætte i embedet.

Resultatet fra præsidentvalget den 20. august er klar, meddeler valgkommissionen. Det siger, at Karzai har fået 54,6 procent af stemmerne imod 27,8 procent til den nærmeste udfordrer, Abdullah Abdullah.

Stemmedeltagelsen var 38,7 procent.

Dermed har Karzai fået over 50 procent af stemmerne, og der skal ikke være en anden valgrunde.

Resultatet kommer efter, at alle stemmer er talt op, men myndighederne siger, at det alligevel ikke er endeligt.

En kontrolinstans, der har beordret omtælling af stemmerne fra 10 procent af stemmelokalerne, skal også godkende resultatet.

Tidligere onsdag sagde embedsmænd, at påstande om fusk skal undersøges, og det kan tage to til tre uger.

Valget har været præget af netop beskyldninger om fusk. Offentliggørelsen af resultatet kommer samme dag, som EU's valgobservatører erklærer, at op til 1,5 millioner stemmer, over en fjerdedel af alle stemmer, kan være falske. Godt en million af de stemmer er til fordel for Karzai, der efter meddelsen om de falske stemmer kritiserer EU's valgobservatører for at være "uansvarlige".

/ritzau/Reuters

Hamid Karzai har vundet Afghanistans præsidentvalg med 54,6 procent af stemmerne, siger landets valgkommission.

Offentliggjort Sidst opdateret