Karzai vil acceptere valgresultat

Afghanistans præsident, Hamid Karzai, vil acceptere den afgørelse, som landets uafhængige valgkommission tirsdag ventes at præsentere. Det siger en af hans talsmænd.

- Vi må vente, til den uafhængige valgkommission offentliggør det endelige resultat. Men når det kommer, så vil vi acceptere det, siger talsmanden Waheed Omar.

Præsidenten står til at miste over en million stemmer, hvilket formentlig vil betyde, at han må ud i en anden valgrunde eller indgå en koalitionsregering med sin nærmeste udfordrer i præsidentvalget, Abdullah Abdullah.

Den uafhængige valgkommission vil tirsdag offentliggøre det officielle slutresultat af valget, meddeler en talsmand for kommission.

- Vores medlemmer sidder i møde, og når mødet er slut, så vil vi annoncere det endelige resultat, siger talsmanden Noor Mohammad Noor.

En FN-støttet valgklagekommission har allerede underkendt samtlige stemmer fra 210 valglokaler efter klare tegn på valgfusk. Det betyder, at 1,3 millioner stemmer er kendt ugyldige, hvilket svarer til en fjerdedel af alle de stemmer, som blev afgivet.

Dermed ender Karzai formentlig med under halvdelen af stemmerne og kan altså ikke erklære sig som vinder af præsidentvalget i august.

Frankrigs udenrigsminister, Bernard Kouchner, siger, at det er vigtigt, at en ny valgrunde bliver gennemført.

- Det er meget vigtig med en ny valgrunde, for den vil være et bevis på demokrati, påpeger Kouchner.

En eventuel anden valgrunde skal i givet fald afholdes i løbet af to uger.

/ritzau/AFP

Når den afghanske valgkommission kommer med sin endelige afgørelse, vil præsident Karzai acceptere udfaldet, siger en talsmand.

Offentliggjort Sidst opdateret