Karzais udtalelser vækker bekymring i USA

Den afghanske præsident Hamid Karzais stærkt kritiske udtalelser om udenlandske styrker i hans land er "bekymrende", og den amerikanske regering vil bede ham uddybe anklagerne, siger talsmanden for Det Hvide Hus, Robert Gibbs.

Karzai er blevet kritiseret internationalt på grund af hans beskyldninger om, at udlændinge stod bag den omfattende svindel, der prægede sidste års præsidentvalg.

Blandt andet sagde Karzai torsdag, at en højtstående FN-ansat i landet var involveret i svindlen, og at visse landes ambassader havde forsøgt at bestikke medlemmer af den afghanske valgkommission.

Karzai beskyldte også udenlandske kræfter for at forsøge at svække hans regering.

/ritzau/Reuters

USA vil bede den afghanske præsident Karzai uddybe sine udtalelser om, at udlændinge stod bag valgsvindel i Afghanistan.

Offentliggjort Sidst opdateret