Katastrofalt aktiedyk sender rigmand ned ad milliardærlisten
Anklager om svindel og aktiemanipulation har kappet flere hundrede milliarder kroner af indiske Gautam Adanis personlige formue. (Arkivfoto). Foto: Amit Dave/Reuters
Gautam Adanis konto skrumper, og han er ikke længere blandt verdens ti rigeste efter Adani Groups aktienedtur.
Pengene forsvinder som sand mellem fingrene på indiske Gautam Adani, efter at en rapport i sidste uge såede tvivl om hans selskab Adani Groups gæld og skatteforpligtelser.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er rigmanden sågar tirsdag røget helt ud af Bloombergs top-10-liste over verdens rigeste personer.
Sagen begyndte umiddelbart, da det finansielle analysefirma Hindenburg Research udgav en mere end 100 sider lang rapport om Adani Group.
Hindenburg hævder, at regnskaberne for de to selskaber Adani Enterprises og Adani Total Gas blev godkendt af et revisorselskab ved navn Shah Dhandharia.
Rapporten stiller spørgsmål ved, om Shah Dhandharia var opgaven voksen.
- Revisorerne fra Shah Dhandharia, som godkendte Adani Enterprises' og Adani Total Gas' årsregnskaber, var helt nede mellem 23 og 24 år gamle, da de begyndte at godkende regnskaberne, skrev Hindenburg ifølge mediet Fortune.
- De var i bund og grund helt nyuddannede og næppe i stand til at granske og holde nogle af landets største virksomheder - drevet af nogle af landets mest magtfulde mennesker - ansvarlige.
Rapporten anklagede også Adani Group for at sætte sine penge i skattely. Den råbte desuden vagt i gevær over selskabets høje gæld, der kappede 65 milliarder dollar af konglomeratets samlede markedsværdi.
Rapporten fik aktierne i Adani Groups datterselskaber til at styrtdykke. Mandag kunne flere medier berette om, at Gautam Adanis personlige formue allerede var faldet med 36,1 milliarder dollar. Det svarer til 246,3 milliarder danske kroner.
Adani Group har forsøgt at svare igen på rapporten ved at hævde, at selskabet lever op til alt lovgivning på området.
Tirsdag oplyser selskabet ifølge Reuters, at det vil bede en af de "seks store" konsulentfirmaer om hjælp til at gennemse selskabets regnskaber. De seks store er blandt andet virksomheder som PwC og Deloitte.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker