Katastrofeforsker ser sprængt dæmning som et udtryk for totalkrig
Sprængningen af den ukrainske dæmning Nova Kakhovka sender store mængder vand ud over Kherson-regionen. Foto: Video Obtained By Reuters/Reuters
Sprængning af den ukrainske dæmning Nova Kakhovka inddrager civilbefolkning og forsyningssikkerhed som våben.
Sprængningen af den ukrainske dæmning Nova Kakhovka med den efterfølgende oversvømmelse er et udtryk for "totalkrig", hvor civilbefolkningen og forsyningssikkerheden aktivt inddrages som våben.
Det vurderer Rasmus Dahlberg, der er lektor ved Forsvarsakademiet og forsker i katastrofevidenskab.
- Det er meget effektivt som militærstrategisk redskab at lave oversvømmelser ved at sprænge dæmninger, og det har været et militært trick siden tidernes morgen, siger han.
Landskabets udformning er afgørende for mulighederne ved krigsførelse. Her fungerer floder som et naturligt forsvarsværk, så ved at sprænge dæmningen og udvide flodløbet skabes der store problemer for fremrykkende tropper.
- Krig føres med kort, og nu skal man tegne helt nye kort. Det er påfaldende, at det sker, samtidig med at jungletrommerne lyder om den ukrainske forårsoffensiv, siger Rasmus Dahlberg.
Den sprængte dæmning har paralleller til "den brændte jords taktik". Her ødelægger en tilbagetrækkende magt det landskab, den lægger bag sig.
Det er en taktik, der rammer civilbefolkningen. Det anslås, at op til 16.000 personer påvirkes direkte af situationen ved Nova Kakhovka.
Udover den akutte livsfare ved pludseligt stigende vandstand er der også afledte effekter på el- og drikkevandsforsyningen i et stort område.
Dæmningen producerede nemlig også strøm samt fungerede som drikkevandsreservoir.
- Udover den militærstrategiske betydning gør det også, at man binder myndighedernes ressourcer ved et sådant angreb, så de ikke kan bruges i krigsindsatsen, siger Rasmus Dahlberg.
- Så det er i virkeligheden et udtryk for totalkrig, hvor man retter krigsindsatsen mod civilbefolkningen.
Begge parter i krigen peger på hinanden som ansvarlig for sprængningen.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde