Det overfald, der har kostet Italiens premierminister, Silvio Berlusconi, to tænder, kan vise sig at få vidtrækkende konsekvenser.
Sådan lyder vurderingen fra lektor i international politik ved Det Amerikanske Universitet i Rom Bjørn Thomassen. Han har fulgt reaktionerne oven på, at en mand søndag kastede en miniaturemodel af en katedral i hovedet på Berlusconi.
- Der er en konkret frygt for, at dette kan blive en tilbagevenden til den politiske vold, der var meget kraftig i Italien i 1960'erne og 1970'erne, siger Thomassen.
Dagen efter angrebet på premierministeren udbrød der optøjer i forbindelse med en mindehøjtidelighed for ofrene for et attentat i Landbobanken i 1969. En terrorhandling, der markerede starten på et årti med en serie af politisk vold i Italien.
Desuden sprængtes der onsdag en bombe foran et universitet i Milano. Endnu en opsigtvækkende episode i kølvandet på Berlusconi-overfaldet og endnu en konsekvens af den hadske stemning, som, mange mener, er fremherskende i italiensk politik.
- Der hersker en ophidset og hadsk stemning, som er skabt af den, der leder landet og benytter sig af det for at løse sine egne problemer, udtalte oppositionspolitikeren Antonio Di Pietro, efter at nyheden om overfaldet var kommet frem.
Bjørn Thomassen fortæller, at den anspændte stemning særligt udspringer af Berlusconis vedholdende forsøg på at sikre parlamentarikere et juridisk værn mod at blive retsforfulgt.
- Regeringen forsøger at komme igennem med lovforslag, som, mange mener, er et angreb på den italienske forfatning, siger Thomassen.
Berlusconis krav om en lovændring er blevet særligt indtrængende, efter at et hovedvidne for nylig har sat hans navn i forbindelse en række af mafiaens bombeangreb i 1993.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde