Keir Starmer om udsigt til storsejr: Folket har talt

- Folk er klar til forandringer, siger Keir Starmer, leder af britiske Labour, i en tale natten til fredag. Foto: Claudia Greco/Reuters

Keir Starmer, leder af britiske Labour, siger, at det nu er partiets opgave at levere forandring.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Folket har talt.

Det siger Keir Starmer, leder af britiske Labour, i en tale natten til fredag.

Labour har udsigt til en storsejr efter torsdagens parlamentsvalg. Dermed står Starmer til at blive Storbritanniens næste premierminister.

- Nu er det vores tur til at levere, siger Starmer.

- Forandringen begynder nu.

Officielle resultater viser ifølge BBC tidligt fredag morgen, at Labour sikrer sig flertal.

Alle pladser i parlamentet er endnu ikke fordelt. Men Labour har indtil videre sikret sig 329 ud af 650 pladser. Der skal 326 pladser til for at danne flertal.

Ifølge en valgstedsmåling, der er lavet i samarbejde mellem de britiske tv-stationer Sky News, BBC og ITV, står Labour til at få 410 pladser i Underhuset.

Dermed bliver Labour det med længder største parti.

- Folk er klar til forandringer, siger Starmer.

Det Konservative Parti bliver det næststørste parti i valgstedsmålingen med 131 pladser i Underhuset.

Partiet går markant tilbage. Ved parlamentsvalget i 2019 fik de konservative 365 pladser i Underhuset, som har 650 medlemmer.

Det Konservative Parti har haft regeringsmagten de seneste 14 år.

Premierminister og konservativ formand, Rishi Sunak, oplyser, at han har ønsket Labour-leder Keir Starmer tillykke med valgsejren.

- Labour har vundet dette valg.

- Jeg tager ansvar for nederlaget, siger Sunak.

Liberaldemokraterne, som er et socialliberalt parti, bliver tredjestørst med 61 pladser, hvis valgstedsmålingen holder stik.

Valget åbner ifølge målingen dørene for et parti, der ikke tidligere har været repræsenteret i Underhuset: Reformpartiet, som ledes af Nigel Farage, der især er kendt for at have stået i spidsen for brexit-kampagnen.

Reformpartiet, der befinder sig på højrefløjen, får ifølge målingen 13 mandater i Underhuset.

Labour ser ud til at få sit bedste valgresultat siden 1997, hvor partiet fik 418 pladser i Underhuset.

Sammenlignet med det seneste parlamentsvalg i 2019 fordobles antallet af Labour-repræsentanter ifølge valgstedsmålingen.

/ritzau/Reuters