Kendisser boykottes af fans på sociale medier på grund af Gaza-tavshed

Kim Kardashian er en af de kendisser, som har mistet hundredtusinder af følgere på det sociale medie Instagram. (Arkivfoto). Foto: Andrew Kelly/Reuters

Kendissers manglende tilkendegivelse om deres holdning til Israel-Hamas-konflikten medfører vrede fra fans, som er begyndt at blokere dem på sociale medier.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kendisser, der har forholdt sig tavse om Israel-Hamas-konflikten, mærker nu vreden fra fans, som bruger den "digitale guillotine" til at blokere dem på sociale medier og streamingplatforme.

Taylor Swift, Drake og mange flere er blevet mål for den såkaldte "Block Out 2024"-bevægelse.

Bevægelsen begyndte på det sociale medie TikTok.

Det skete som reaktion på den store kontrast mellem den glamourøse modefest Met Gala i New York og den dystre virkelighed i Israel-Hamas-konflikten.

I månedsvis har pro-palæstinensiske aktivister oversvømmet kommentarfelterne på sociale medier og opfordret kendisser til at tilslutte sig opfordringen om våbenhvile i Gaza.

Sagen blev sat på spidsen efter sidste uges Met Gala - en glamourøs fundraiser og den største aften inden for mode med stjerner fra både film, teater, sport og catwalks.

Influencer og model Haley Kalil postede en video på TikTok iført en gallakjole kort efter arrangementet, hvor hun på engelsk mimede "Lad dem spise kage".

Sætningen er berygtet for at være forbundet med den tidligere franske dronning Marie Antoinette og symboliserer de franske aristokraters ufølsomme tilsidesættelse af de fattige i det 18. århundrede.

Videoen fik mange TikTok-brugere til at kritisere og blokere hende.

TikTok-brugeren, der går under navnet "Lady from the outside", som startede bevægelsen, svarede hende:

- Det er på tide, at folket udfører det, jeg vil kalde en "digital guillotine", en "digitine", om du vil, skrev hun med henvisning til henrettelsesmetoden, der blev brugt under den franske revolution.

- Tag vores synspunkter væk, vores "likes", vores kommentarer, vores penge, opfordrede hun.

Hendes budskab blev taget op som et kampråb af den pro-palæstinensiske bevægelse, og de første tegn tyder på, at boykotten kan have en effekt.

Realitystjernen Kim Kardashian - som deltog i sidste uges Met Gala - har ifølge analysehuset Social Blade mistet hundredtusinder af Instagram-følgere de seneste dage.

Den amerikanske sangerinde Taylor Swift, som dog ikke deltog i arrangementet, har oplevet et fald på mere end 200.000 følgere siden sidste torsdag.

- Det handler om liv og retfærdighed. Hvis hun kan få os alle til at stemme, har hun også magten til at råbe op om uretfærdighed, sagde en TikTok-bruger.

Brugeren tilføjede, at det var på tide at blokere, stoppe med at følge og stoppe med at streame Taylor Swift.

Det er usikkert, om bevægelsen er direkte ansvarlig for nedgangen i antallet af følgere på de sociale medier, som nogle kendisser har oplevet, eller om der er andre tendenser på spil.

Desuden kan tabene være kortvarige, lyder det fra Natasha Lindstaedt, der er professor ved University of Essex, som har studeret "kendisaktivisme".

- Nogle gange træffer folk en beslutning baseret på en følelsesmæssig reaktion på et emne og beslutter, at hvis en kendis ikke er på samme side, vil de ikke følge dem længere, men det tager et øjeblik, siger hun.

Dette fænomen er i akademiske kredse kendt som "slacktivisme".

En kombination af ordene "slacker", som betyder at være doven, og "aktivisme".

Her erstatter man meningsfuldt politisk engagement med lavpraktiske onlinehandlinger som for eksempel at "synes godt om" et opslag eller at vælge ikke at følge en kendis på sociale medier.

I stedet for at reagere finder kendisserne det muligvis klogere at se tiden an. Især i betragtning af Gaza-konfliktens følsomme karakter, som har vist sig at være risikabel for mange kendisser.

Eksempelvis blev den Oscar-vindende skuespillerinde Susan Sarandon droppet af sit bureau UTA efter at have talt ved en pro-palæstinensisk demonstration i november.

/ritzau/AFP

Demonstrationer mod Gaza-Israel-konflikten

* I sidste uge opstillede en gruppe studerende fra Københavns Universitet en propalæstinensisk protestlejr foran universitetet. De ville vise deres utilfredshed med blandt andet universitetets investeringspolitik i virksomheder med tilknytning til Israel.

* Flere steder i USA har studerende afholdt protester. Det har flere steder ført til voldsomme sammenstød mellem studerende og politiet og resulteret i flere tusind anholdelser.

* På nogle universiteter havde de studerende barrikaderet sig for at vise deres støtte til civile palæstinensere, men også for at sige fra over for Israels offensiv i Gaza.

Kilder: Ritzau, Reuters

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu