Kendisser kan vidne i krigsforbrydersag

Anklagerne i retssagen mod Liberias tidligere præsident Charles Taylor må gerne indkalde supermodellen Naomi Campbell og skuespilleren Mia Farrow som vidner.

Det fastslår krigsforbryderdomstolen i Haag, hvor Taylor står tiltalt for forbrydelser i forbindelse med krigene i de to vestafrikanske stater Liberia og Sierra Leone.

- Domstolen giver hermed tilladelse til, at anklagemyndigheden kan indkalde de to for at vidne om den såkaldte bloddiamant, Taylor angiveligt forærede Campbell, hedder det i en kendelse fra Den Særlige Domstol for Sierra Leone.

Taylor beskyldes blandt andet for at have bevæbnet, trænet og kontrolleret lokale oprørere til gengæld for diamanter, udvundet i de krigsramte områder.

Skuespilleren Mia Farrow er en førende aktivist i kampen mod handel med disse såkaldte "bloddiamanter". Og hun har beskyldt Naomi Campbell for at have modtage en sådan af Charles Taylor.

Farrow siger, at supermodellen fik diamanten under et besøg i Sydafrika i 1997, hvor begge kvinder var gæster hos Nelson Mandela.

- Hun fortalte, at nogle mænd havde banket på hendes dør om natten, og at hun søvndrukken havde åbnet døren. Det var nogle af Charles Taylors folk, og de gav hende en kæmpe diamant, har Farrow forklaret til den amerikanske tv-station ABC.

Naomi Campbell har afvist denne udlægning af sagen. Charles Taylor afviser overhovedet at have haft noget at gøre med diamanthandel.

Anklagemyndigheden i Haag håber dog at komme helt til bunds i historien om Naomi Campbells "bloddiamant". Hvis der er hold i sagen, kan den være med til knytte Taylor til den lukrative diamanthandel, der var med til at finansiere krigene i Liberia og Sierra Leone, der sluttede i 2002.

/ritzau/AFP

Modtog supermodellen Naomi Campbell en kæmpe diamant fra Liberias nu afsatte præsident Charles Taylor? Krigsforbryderdomstol i Haag skal se på sagen.

Offentliggjort Sidst opdateret