Kendt præsts navn fjernes fra franske gader efter anklager om misbrug

I den franske by Esteville har Abbé Pierre-Emmaus-centret hængt et skilt på døren. "I solidaritet med den seksuelle og sexistiske vold, der blev afsløret, lukker centret symbolsk sine døre indtil videre", står der. (Arkivfoto). Foto: Lou Benoist/Ritzau Scanpix

Den kendte franske præst og velgører Abbé Pierre er kommet i modvind efter sin død. Anklager om seksuelt misbrug mod kvinder og børn har sværtet hans navn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Omkring 150 parker, velgørenhedsorganisationer og gader er i Frankrig opkaldt efter præsten Abbé Pierre.

En mand, der - da han døde som 94-årig - blev hyldet af den daværende franske præsident, Jacques Chirac, som "en mand, der personificerer godheden".

Han var modstandsmand under Anden Verdenskrig, grundlagde Frankrigs største velgørenhedsorganisation, Emmaus, og hjalp de hjemløse og fattige.

Men i juli krakelerede glansbilledet.

Velgørenhedsorganisationen Emmaus kunne afsløre, at syv kvinder har anklaget Abbé Pierre for seksuelt misbrug.

Sidenhen er yderligere 17 anklager kommet frem.

Nu skal franskmændene revurdere, om Abbé Pierres navn stadig skal hyldes landet over.

- Fra nu af er Abbé Pierre - for alle og særligt for de mennesker, der har været ofre for seksuel vold - blevet billedet på en seksualforbryder, sagde Emmaus Internationals repræsentant Adrien Chaboche.

Organisationen har annonceret den permanente lukning af et mindesmærke for Abbé Pierre. En hotline er stadig åben, så flere potentielle ofre kan ringe ind.

Anklagerne mod den afdøde præst rækker fra kys uden samtykke, tvungen oralsex, voldtægt og seksuel kontakt med børn.

Byadministrationen i Paris har sagt, at man ønsker at omdøbe haverne, der bærer hans navn, ved floden Seinen.

Borgmesteren i byen i Cysoing, Benjamin Dumortier, vil give byens forsamlingshus et nyt navn.

- Det er hjerteskærende, men vi tænker på ofrene, siger han.

Fonden Abbé Pierre Foundation, der blev oprettet i præstens navn, er ifølge AFP gået i gang med det nødvendige papirarbejde for at skifte navn.

Præsten og velgøreren Abbé Pierre er centrum i en skandale om anklager om seksuelt misbrug. 24 kvinder er stået frem med anklager, og det forventes, at flere vil følge trop. Fire af kvinderne var mindreårige, da de angivelige overgreb fandt sted. (Arkivfoto). Foto: Mychele Daniau/Ritzau Scanpix

- Vi forventer flere vidnesbyrder. Vi holder hotlinen åben. Mindst indtil slutningen af året, siger Adrien Chaboche, Emmaus' repræsentant.

I byen Nancy besluttede man mandag, at en mindetavle med præstens navn skal fjernes. Abbé Pierre var ellers medlem af regionens parlament fra 1945 til 1951.

- Det skal være en prioritet at høre, støtte og respektere ofrenes ord - både kvindernes og børnenes, var udmeldingen fra bystyret i Nancy ifølge AFP.

I Lyon, hvor Abbé Pierre blev født, skal det nu debatteres, hvad der skal ske med et kalkmaleri. Billedet viser kendte mennesker, heriblandt Abbé Pierre, og er malet på facaden af en privatejet bygning i byen.

I andre byer har man intentioner om at omdøbe krisecentre for hjemløse, byernes torve, skoler og gymnasier.

4 af de 24 formodede ofre var mindreårige, da overgrebene angiveligt fandt sted.

I Danmark er der også organisationer, der har tråde til Abbé Pierre. Emmaus samarbejder nemlig med organisationer i over 40 lande.

I byen Esteville i Frankrig, blokerer et hegn for Abbé Pierre-Emmaus-centret. Abbé Pierre Foundation har sagt, at man er ved at skifte navn. Foreningen Emmaus har også taget afstand fra præsten, som i sin tid grundlagde foreningen. (Arkivfoto). Foto: Lou Benoist/Ritzau Scanpix

Det gælder U-landsforeningen Svalerne, en frivillig organisation, der støtter udviklingsarbejde i Bangladesh og det sydlige Indien.

Foreningen, der blev inspireret af Abbé Pierres arbejde, tager ligesom de franske organisationer afstand fra den nu kontroversielle præst.

- Vi tager afstand fra enhver krænkende adfærd og opførsel. Det står vi ikke inde for. Ligesom Emmaus tager vi også afstand fra Abbé Pierre, siger Nina Mollel, koordinator for U-landsforeningen Svalerne.

Hans navn står stadig på organisationens hjemmeside, men ifølge Nina Mollel skal bestyrelsen nu diskutere, om det skal ændres.

Anderledes er det i velgørenhedsforeningen Abbé Pierres Klunsere, der samler penge ind ved at sælge genbrugsgenstande.

Ifølge organisationen har de ikke haft noget at gøre med den franske afdeling i over 20 år.

- Jeg har ikke sat mig nok ind i sagen, og vi har ikke talt i bestyrelsen om det. Indtil videre har vi ikke ændret noget, siger Christoffer Depoilly, som er daglig leder i organisationen.

Den kendte præst Abbé Pierre gjorde en stor indsats for hjemløse i Frankrig efter Anden Verdenskrig. På billedet fra 1955 besøger han et krisecenter for hjemløse, som blev bygget af hans organisation Emmaus. (Arkivfoto). Foto: Unknown/Ritzau Scanpix

/ritzau/

Anklagerne mod Abbé Pierre

* En rapport fra Abbé Pierres velgørenhedsorganisation Emmaus beskrev i juli anklager fra mindst syv ofre.

* Ifølge den franske gren af Emmaus hørte de første gang om en anklage om seksuelt misbrug mod Abbé Pierre i 2023.

* Organisationen ansatte derefter rådgivningsfirmaet Groupe Egaé, som oprettede et system, hvor andre ofre ville kunne stå frem.

* Sidenhen er yderligere 17 angivelige ofre kommet frem. I alt 24 kvinder er altså nu stået frem med anklager.

* Groupe Egaé siger, at flere er stået frem anonymt. En hotline er åben for potentielle ofre.

* Den nyeste rapport med anklager blev offentliggjort den 6. september 2024.

* Fire af kvinderne var mindreårige, da han angiveligt forgreb sig på dem.

* Anklagerne rækker fra kys uden samtykke, tvungen oralsex, voldtægt og seksuel kontakt med børn.

* De første syv anklager var for overgreb i perioden 1970 til 2005. Nogle af de 17 nyeste anklager går helt tilbage til 1950'erne.

* De fleste af overgrebene foregik angiveligt i Frankrig, men nogle af anklagerne handler om overgreb i USA, Marokko og Schweiz.

Kilder: AFP, France24.

/ritzau/

Hvem var Abbé Pierre?

* Abbé Pierre var en katolsk præst og prominent figur i det franske samfund.

* Under Anden Verdenskrig var Abbé Pierre involveret i den franske modstandsbevægelse. Han brugte pseudonymet "Abbé Pierre" for at beskytte sin identitet.

* Han grundlagde i 1949 velgørenhedsbevægelsen Emmaus, som kæmper for at skaffe husly, mad og støtte til de trængende. Derudover står bevægelsen for social retfærdighed og ligestilling.

* Emmaus blev skabt i lyset af en voldsom mangel på boliger i Frankrig.

* Hele sit liv beskæftigede Abbé Pierre sig med menneskerettigheder. Han brugte sin platform til at sprede budskaberne.

* Abbé Pierre var i sin levetid en elsket skikkelse i Frankrig. Han var kendt for sin medmenneskelighed, ydmyghed og for at være dedikeret i sit forsøg på at hjælpe andre. Ofte blev han omtalt som "Frankrigs samvittighed".

* Anklagerne om seksuelt misbrug mod Abbé Pierre, der i de seneste måneder er kommet frem, har rystet hans heltestatus.

Kilde: Emmaus International.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu