Kenya afventer valgdom med frygt og bæven

Kenyas højesteret afgør lørdag, om Uhuru Kenyatta har vundet præsidentvalget i første valgrunde, eller om der skal en ny valgrunde til for at afgøre det.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er stor bekymring for, at afgørelsen kan udløse uroligheder magen til dem, der rystede landet ved præsidentvalget for fem år siden.

- Højesteretten kommer med sin afgørelse ikke senere end klokken fem i dag (15.00 dansk tid), oplyser højesteretsdommer Willy Mutunga ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Valgkommissionen har tidligere erklæret, at Kenyatta vandt første valgrunde med 50,07 procent af stemmerne. Forspringet på 8000 stemmer var ensbetydende med, at han vandt valget i første valgrunde.

Men hans nærmeste rival, den afgående premierminister Raila Odinga, har klaget over valgsvindel.

Det er uregelmæssigheder på valgdagen og i forbindelse med stemmeoptællingen, som højesteret skal forholde sig til.

Anerkender højesteret, at valget er blevet afviklet fair, så kan Kenyatta, der en af Afrikas rigeste mænd og søn af Kenyas første præsident, blive taget i ed som præsident den 9. april.

Skulle højesteretten nå til et andet resultat, kan den beordre et nyt valg.

Imidlertid kan retten finde uregelmæssighederne så ubetydelige, at den lader valgresultatet stå.

Der er ophobet en god portion spændinger inden højesterets afgørelse, og det giver bange anelser om en gentagelse af den voldseksplosion, som fulgte valget i 2007.

Her blev over 1100 mennesker dræbt, og over en halv million mennesker måtte flygte, inden det lykkedes at bilægge den politiske krise.

Politiet er lørdag formiddag mødt talstærkt op omkring bygningen i det centrale Nairobi, hvor højesteret hører hjemme, og Kenyas politichef, David Kimaiyo, har advaret om, at ordensmagten ikke vil tillade opløb.

- Vi har rapporter, der tyder på, at nogle partier har organiseret deres tilhængere til at samles foran højesteretten, når den kommer med sin afgørelse, men vi vil ikke tillade nogen form for sammenstimling, siger han.

/ritzau/AFP