Kenyansk politi tilbageholder fem efter Westgate-angreb
Kenyansk politi tilbageholder fem personer efter et blodigt angreb i indkøbscentret Westgate i september, og to soldater er fyret for at have plyndret butikker under aktionen med at nedkæmpe de militante.
Mindst 67 mennesker mistede livet under angrebet, som den somaliske gruppe al-Shabaab har taget skylden for. Angrebet stod på fra 21. til 24. september.
Chefen for efterforskningen Ndegwa Muhoro fortæller, at efterforskningen fortsat står på og i øjeblikket fokuserer på nogle sms-beskeder, der blev sendt i dagene op til det blodige angreb.
- Vi ønskede at stille fem af terroristerne for retten i går, men vi har besluttet først at undersøge en sms-udveksling mellem terroristerne 17. september, siger Muhoro.
- Der er en række forhold, der kræver nærmere efterforskning, så vi kan ikke forhaste processen før retssagen.
Chefen for efterforskningen tilføjer, at flere mistænkte blev anholdt i en flygtningelejr i Kenyas nordvestlige ørken.
Men alle fire militante inde i Westgate døde angiveligt under angrebet. Det har tidligere været nævnt af sikkerhedsstyrkerne, at der var flere end fire, men politiet har siden ændret denne vurdering.
- Interpol bidrager med efterforskningen, også med analyser af de fire lig, som mistænkes at være terroristerne, siger Muhoro.
Kenyas hærchef Julius Karangi siger, at to soldater er stillet for en militær domstol og fyret for at plyndre under aktionen i Westgate.
Butiksejere har sagt, at deres butikker blev plyndret under angrebet.
- Påstandene om, at de kenyanske sikkerhedsstyrker har plyndret, er meget alvorlige, og vi har indledt en grundig efterforskning af dette, siger Karangi.
Hærchefen afviser imidlertid mediemeldinger om plyndringer baseret på optagelser med overvågningskameraer, der viser soldater, som bærer fyldte plastikposer væk fra butikker.
Disse poser indeholdt alene drikkevand til soldaterne, siger Karangi.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker