Kerry om amerikansk-fransk forhold: Vi er familie
USA's udenrigsminister, John Kerry, deltog ikke i fredsmarch efter Charlie Hebdo. Men nu er han i Paris.
Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, er mandag landet i Paris under et enormt sikkerhedsopbud for at vise sin respekt for ofrene efter fredagens angreb og samtidig understrege USA's gode forhold til Frankrig.
- USA og Frankrig er ikke blot venner - vi er familie, siger Kerry ifølge AFP mandag.
Det ventes, at John Kerry skal mødes med den franske præsident, François Hollande, og udenrigsminister Laurent Fabius tirsdag.
Kerry, som taler flydende fransk, har i sin tid som udenrigsminister besøgt Paris mindst 20 gange og har efter det seneste angreb udtrykt solidaritet med "USA's ældste allierede".
Det vil blive gentaget tirsdag, siger talsmand for udenrigsministeriet John Kirby.
- Han vil gentage USA's forpligtigelse over for vores stærke forhold til Frankrig og kondolere, ligesom han vil udtrykke vores fælles vilje til at fortsætte kampen mod voldelig ekstremisme her og verden over, siger Kirby.
På grund af sikkerhedshensyn vil Kerry ikke i denne omgang besøge de steder i Paris, som blev angrebet fredag og natten til lørdag, hvor 129 mennesker mistede livet.
Islamisk Stat (IS) har taget skylden for de blodige angreb, og USA står sammen med Frankrig i kampen mod den militante gruppe, siger Kerry.
- Vi vil bekæmpe Daesh og alle, der deler deres afskyelige ideologi, og vi vil fortsætte med at vise sympati med dem, der flygter fra terroristernes vold. Vi vil kæmpe for at sikre, at verden, vores børn arver, er rig på kærlighed og fattig på had, siger Kerry ifølge AFP og bruger et andet navn for IS.
Hverken Kerry eller USA's præsident, Barack Obama, deltog i en stor, offentlig fredsmarch i Paris i kølvandet på angrebet på det satiriske magasin Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i januar.
Fraværet af en højtstående repræsentant fra USA vakte kritik på begge sider af Atlanten og fik Det Hvide Hus til at erkende, at det var en fejl kun at sende USA's ambassadør og ikke en regeringsleder eller minister, som mange andre lande gjorde.
Kerry undskyldte senere sit fravær ved marchen og forklarede det med, at han på det tidspunkt var på besøg i Indien og Bulgarien.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker