Folketingsmedlem Naser Khader (K) tror ikke på, at den syriske præsident Assad stopper kamphandlingerne mod demonstranter, der vil have præsidenten afsat.
Ifølge FN har Syriens præsident, Bashar al-Assad, i en telefonsamtale med FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, lovet, at landets militær og politi øjeblikkeligt indstiller deres aktioner mod de demonstranter, som kræver reformer og indførelse af demokrati.
Men Naser Khader, der er udenrigsordfører og har syrisk baggrund, mener, at præsident Bashar al-Assad nu er så presset af det internationale samfund, og hans meldinger om stop for kamphandlinger skyldes, at Syrien torsdag er på FN's Sikkerhedsråds dagsorden.
Det er med andre ord tale om et taktisk træk fra den syriske præsident.
- Ifølge arabiske medier vil USA, Saudi-Arabien og Tyrkiet torsdag komme med en koordineret melding om, at styret i Syrien er illegitimt. Regimet skal fjernes, siger Naser Khader.
- Men regeringens sikkerhedsstyrker er stadig i byerne. Jeg tror ikke på Assad, siger Khader.
Han mener, at det internationale samfund nu bør lægge pres på en af Syriens sidste støtter, Iran.
- Og det er vigtigt, at Rusland som våbenleverandør bliver inddraget i en våbenembargo rettet mod Syrien, siger Khader.
Naser Khader regner med, at sikkerhedsrådet torsdag vil bede krigsforbryderdomstolen i Haag om at begynde at samle bevismateriale for forbrydelser mod menneskeheden i Syrien.
De seneste fem måneder menes omkring 2000 civile at have mistet livet under urolighederne i landet.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker