Kharkivs indbyggere vendte hjem med håb om ro men blev mødt af bomber

Tatiana Filipova finder stadig vragstykker fra et russisk droneangreb på hendes nabolag i begyndelsen af måneden. Foto: Sergey Bobok/Ritzau Scanpix

Ukrainske familier flygtede fra Kharkiv, da russiske styrker indtog regionen. Selv om russerne nu er væk, lever familierne stadig i frygt for bombeangreb.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens hun samler metalstykker op ved børnetrampolinen, husker Tatiana Filipova tilbage på, hvordan russiske droner ramte hendes nabolag i det nordøstlige Ukraine.

Filipova var en af mange, der flygtede fra regionen Kharkiv, da Rusland invaderede Ukraine.

Hun flygtede med sin treårige datter, Valery, deres tre katte og flest mulige ejendele til det centrale Ukraine.

Hendes mand, Vladyslav, nægtede at forlade sin syge bedstefar i byen.

- Mit liv var sat på pause, siger Filipova til nyhedsbureauet AFP.

Efter flere måneders overvejelse er hun vendt hjem til den russiskforladte region. Men illusionen om en sikker hjemby blev hurtigt ødelagt.

- Når du bor i Kharkiv, kan du blive ramt når som helst, siger hun.

Tidligere på måneden ramte russiske droner tæt på familiens hus, hvor Vladyslav måtte bruge kroppen som et skjold for deres barn. Angrebet efterlod sprækker i husets vægge og sprængstykker i havens hegn.

Deres have er stadig dekoreret med vragstykker fra angrebet.

Efter at de russiske styrker blev drevet ud af området sidste september, er Kharkivs indbyggere begyndt at strømme tilbage til byen.

Omkring 1,2 millioner mennesker bor lige nu i Kharkiv. Da krigen begyndte, og indbyggertallet var på sit laveste, boede 300.000 mennesker her, fortæller Kharkivs borgmester, Igor Terekhov, til AFP.

Det nuværende indbyggertal er tæt på de oprindelige 1,5 millioner mennesker, der boede i byen, før krigen brød ud.

Victoria Revenkos familie er også vendt hjem til Kharkiv fra Kyiv. Efter tilbagekomsten til Kharkiv valgte hendes børns far at blive frivillig ved den ukrainske frontlinje. Det kostede ham livet.

Hun fortæller, hvordan hendes børn bebrejder hende for farens dødsfald.

Victoria Revenko mistede sine børns far, efter at han meldte sig som frivillig i hæren, da familien flyttede tilbage til Kharkiv. Foto: Sergey Bobok/Ritzau Scanpix

- Min søn siger: "Hvis vi var blevet i Kyiv, ville det aldrig være sket", siger hun til AFP.

Hendes børn på 9 og 11 år nægter at tro på, at de har mistet deres far. De sender stadig beskeder til farens telefon i håb om en dag at få svar.

Selv uden bombeangrebene kan livet i Kharkiv være farligt. Beboerne er vendt hjem til en by, der er omringet af bebyggelse med miner efterladt af russerne.

I byen joker indbyggerne med, at man let kan pege folk fra Kharkiv ud i en flok af ukrainere, da de typisk reagerer mindre på luftsirener.

Alina Ostrykova ser også, hvordan Kharkivs indbyggere er blevet ligeglade med sirenerne. Hun siger til AFP, at de ikke længere orker at være på flugt.

- Hvilke muligheder har folk? Blive ved med at flygte?

Ostrykova, der arbejder for en ngo, er netop vendt hjem med sit barn, selv om hun oprindeligt havde planlagt at forlade landet.

Et utal af bygninger i Kharkiv-regionen er blevet ødelagt af russiske bombeangreb, der ellers blev drevet ud af området i september sidste år. Foto: Sergey Bobok/Ritzau Scanpix

Hun mener, at det er de hjemvendte ukraineres skæbnetro, der har gjort, at landet ikke er kollapset under krigen.

En lignende opfattelse finder man i Tatiana Filipovas hjem. Familien planlægger at blive boende i deres nyrenoverede hus på trods af den seneste tids angreb.

På nuværende tidspunkt har de det fint med, at deres pige tror, at eksplosionerne er tordenskrald.

- Jeg tror ikke, at en treårig kan forstå, hvad krig og død er, siger Filipova.

- Det er bedre, at hun tror, det er torden.

/ritzau/AFP

Kort om Kharkiv

* Kharkiv er Ukraines næststørste by med et indbyggertal der før krigen talte 1,5 millioner.

* Byen ligger omkring 30 kilometer syd for den russiske grænse og har været udsat for en lang række russiske offensiver.

* Da krigen begyndte, flygtede en stor del af indbyggerne, og da inderbyggertallet var lavest, boede der omkring 300.000 mennesker i byen.

* Efter at russerne trak sig ud af regionen sidste september, er indbyggertallet igen steget til 1,2 millioner.

* Byen oplever stadig russiske droneangreb, selv om russerne for længst har forladt området.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Indbyggerne i Kharkiv-regionen er ifølge lokale blevet vant til luftalarmer og lever et relativt normalt liv i den ødelagte by. Foto: Sergey Bobok/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu