Kijev løser knuden om Tjernobyl midt i krisetid
Mens kampe udkæmpes i øst og splittelse truer Ukraine, er parlamentarikerne i Kijev nået til enighed om at løse et problem, som har ligget og ulmet i mange år.
Mindre end 100 kilometer nord for Ukraines hovedstad, Kijev, ligger de forfaldne efterladenskaber af verdens hidtil værste atomulykke og spreder radioaktive stråler på 28. år.
Siden 2005 har man flere gange udsat færdiggørelsen af et milliardprojekt, der skal indkapsle den nedsmeltede reaktor fire på Tjernobyl-værket, men nu lysner det endelig.
Ukraines parlament har netop underskrevet en lov, der endeligt skal sikre opførelsen af den gigantiske osteklokke kaldet Ny Sikker Indkapsling eller bare Arken.
- Parlamentet har lige godkendt dets bidrag til projektet, fortæller Anton Usov, som er chefrådgiver for Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD).
Det omfattende arbejde med at forhindre yderligere radioaktiv spredning fra Tjernobyl finansieres gennem EBRD, og det ligger i aftalen, at Ukraine skal bidrage med en andel.
Det ukrainske parlaments beslutning om at spytte yderligere i kassen kommer som en overraskende nyhed for banken, som for bare en måned siden vurderede, at det ville blive svært at komme videre med projektet midt i den aktuelle krise mellem øst og vest.
- Tjernobyl-fonden har allerede bekræftet dens støtte til projektet. Der er bred enighed i det internationale donorsamfund om, at dette projekt handler om global sikkerhed og derfor rækker ud over geopolitiske udviklinger, siger Anton Usov til Ritzau.
Den gigantiske ark, som bliver over 100 meter høj, 250 meter bred og 150 meter lang, står delvist færdig ved Tjernobyl-værket, men konstruktionen har været strandet på manglede finansiering.
Planen om at indkapsle reaktoren har været på tegnebrættet siden starten af 1990'erne.
Atomkraftværket er fortsat under afvikling, og det ventes at tage mange år, før man helt kan lukke det på en forsvarlig måde.
Ny Sikker Indkapsling forventes at koste i omegnen af 15 milliarder kroner.
Reaktor fire på Tjernobyl-værket eksploderede 26. april 1986, og flere hundrede tusinde mennesker måtte evakueres. Flere end 200 personer blev indlagt akut, og 31 døde snart efter.
Adskillige tusinder blev ramt af kræft.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub