Kilde: Clinton vil være Verdensbank-chef

Hillary Clinton har holdt møder i Det Hvide Hus for at drøfte muligheden for at forlade jobbet som USA's udenrigsminister og i stedet blive chef for Verdensbanken. Det oplyser en kilde med kendskab til drøftelserne til nyhedsbureauet Reuters.

Men Clintons rådgivere afviser rygtet fuldstændigt, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Det er 100 procent forkert. Reuters tager fejl, siger Philippe Reines fra udenrigsministerens stab.

- For at gøre det krystalklart: Clinton har ikke haft samtaler med præsidenten, Det Hvide Hus eller andre om et skifte til Verdensbanken, understreger Reines.

Clinton har tidligere sagt, at hun ikke havde planer om at blive i udenrigsministeriet mere end fire år.

Kilder tæt på den indflydelsesrige udenrigsminister siger ifølge Reuters, at hun har udtrykt ønske om at få posten som chef for Verdensbanken, hvis den nuværende chef, Robert Zoellick, træder tilbage, når hans embedsperiode udløber i midten af 2012.

- Hillary Clinton vil have jobbet, siger en kilde tæt på udenrigsministeren.

En anden kilde bekræfter oplysningen, mens en tredje siger, at præsident Barack Obama bakker Clinton op i hendes ønske om jobskifte.

Hvis Obama formelt nominerer Clinton til posten i Verdensbanken, skal hun godkendes af Verdensbankens 187 medlemslande.

Det Hvide Hus afviser at kommentere oplysningerne, ifølge Reuters, men talsmand i Det Hvide Hus Jay Carney siger til AFP, at "historien er fuldstændig forkert".

AFP nævner dog, at en kilde "tæt på Verdensbanken" tidligere denne uge antydede, at USA undersøger muligheden for om Hillary Clinton kan komme i betragtning til jobbet.

Traditionelt har en amerikaner altid besat den øverste stilling i Verdensbanken, mens Den Internationale Valutafond altid har været anført af en europæer.

Holder rygtet om Clinton vand, og skulle hun tildeles topposten i Verdensbanken, vil det være første gang en kvinde udnævnes til jobbet.

Samtidig er den franske finansminister Christine Lagarde favorit til at overtage posten som chef for Den Internationale Valutafond efter Dominique Strauss-Kahn. I så fald vil det også være et brud med kønstraditionen.

/ritzau/

Men talsmanden afviser, at Hillary Clinton overvejer at lægge billet ind på jobbet som chef for Verdensbanken.

Offentliggjort Sidst opdateret