Kilder: Navalnyjs talskvinde har forladt Rusland efter dom

Kira Jarmysj, der er talskvinde for den fængslede oppositionsleder Aleksej Navalnyj, udtaler sig til pressen i forbindelse med, at hun for to uger siden blev dømt for at overtræde de russiske coronaregler. Nu har hun forladt Rusland, siger kilder. (Arkivfoto) Foto: Evgenia Novozhenina/Reuters

Endnu en nær medarbejder af den fængslede oppositionsleder Aleksej Navalnyj er flygtet - to uger efter dom.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kira Jarmysj, der er talskvinde for den fængslede russiske Putin-kritiker Aleksej Navalnyj, er rejst ud af Rusland.

Det oplyser to anonyme kilder mandag til det russiske nyhedsbureau Interfax. En af kilderne fortæller, at hun er stukket af til den finske hovedstad, Helsinki.

Det var ikke umiddelbart muligt at få en kommentar fra Jarmysj selv.

For to uger siden blev hun dømt for at forbryde sig mod de restriktioner, Rusland har indført for at få bugt med coronasmitten. En domstol i Moskva mente endvidere, at hun havde opfordret andre til også at bryde reglerne.

Derfor besluttede domstolen, at Jarmysj i de næste halvandet år ikke må deltage i massemøder. Hun må hellere ikke rejse udenfor Moskva, og hun har meldepligt hos politiet.

En lang række fremtrædende navne fra den russiske opposition er på det seneste blevet dømt for angiveligt at have overtrådt coronaregler.

De skal have begået de påståede lovbrud i forbindelse med massedemonstrationer tidligere i år til fordel for den fængslede Navalnyj.

Myndigheder i Rusland betegner ofte denne type demonstrationer som ulovlige. I det seneste års tid er det sket under dække af coronaregler.

I begyndelsen af august blev en anden af oppositionslederens nærmeste medarbejdere, juristen Ljubov Sobol. En mandlig oppositionsaktivist blev idømt lignende restriktioner.

Domstolens begrundelse var, at de også havde forbrudt sig mod coronareglerne.

Sobol, der er et af de mest kendte ansigter i kredsen omkring Navalnyj, valgte også at forlade Rusland et par uger efter dommen.

Indtil da havde hun insisteret på at blive i Moskva, mens mange andre oppositionsfolk er flygtet af frygt for politisk forfølgelse.

Omkring samme tidspunkt, som Sobol blev dømt, blev også Navalnyjs bror Oleg idømt et års betinget fængsel.