Kim Jong-un besøger kampfly-fabrik i det østrussiske
Her ses russiske arbejdere konstruere den midlertidige perron, som Nordkoreas øverste leder Kim Jong-uns luksuriøse privattog skulle holde ved. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Kim Jong-un er fredag i Komsomolsk-on-Amur, hvor han besøger en fabrik, som producerer kampfly.
Nordkoreas øverste leder Kim Jong-uns luksuriøse privattog trillede natten til fredag videre gennem det østrussiske landskab, inden han om morgenen ankom til byen Komsomolsk-on-Amur, hvor han blandt andet er på besøg på en flyfabrik.
Ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass ankom Kim Jong-un tidligt om morgenen og tog direkte ud på byens flyfabrik.
Fabrikken producerer kampfly og udstyr til dem.
Den nordkoreanske leder blev modtaget på byens togstation af Mikhail Degtjarjov, som er den omkringliggende regions guvernør.
Herfra blev han sendt afsted til byens flyfabrik, som er opkaldt efter den berømte sovjetiske kosmonaut Jurij Gagarin, som blev den første person i rummet.
Fabrikken producerer Ruslands mest moderne kampfly, heriblandt SU-35 og SU-57. Der produceres også civile luftfartøjer.
Kim Jong-un mødtes onsdag eftermiddag med den russiske præsident, Vladimir Putin, ved den ene af Ruslands to primære rumaffyringsstationer Kosmodrom Vostotjnyj i den østlige del af landet.
På en video fra den russiske regering kunne man se de to statsledere give hinanden hånden.
Turen til Rusland er Kim Jong-uns første i næsten fire år. Det er desuden hans første udlandsbesøg, siden coronapandemien tog sit greb om verden og fik en lang række lande til at lukke deres grænser.
Efter at Kim forlod Nordkorea, affyrede landet onsdag to ballistiske missiler.
Missilernes størrelse eller rækkevidde er endnu ukendt, men ifølge Japan landede de begge i havet uden for landets eksklusive økonomiske zone.
Nordkorea udfører jævnligt test af sine forskellige missiler til stor utilfredshed for naboen Sydkorea og Japan samt deres fælles allierede USA.
Ifølge det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA finder besøget sted for at genopfriske forholdet mellem Rusland og Nordkorea til et "friskt og højere niveau".
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker