Kina affyrer ballistisk missil i Stillehavet og skaber bekymring
Kina har affyret et ballistisk missil lignende det på billedet mod et ukendt sted i Stillehavet. Det var del af en øvelse og ikke rettet mod nogen lande, oplyser Kina. (Arkivfoto). Foto: Jason Lee/Reuters
Japan og New Zealand er bekymrede over Kinas affyring af et ballistisk missil i Stillehavet natten til onsdag.
Kina har gennemført en sjælden affyring af et interkontinentalt ballistisk missil i Stillehavet.
Det oplyser det kinesiske forsvarsministerium i en udtalelse ifølge Reuters.
Det var en "rutinemæssig øvelse" og var ikke rettet mod hverken noget land eller mål, lyder det i udtalelsen.
Affyringen fandt sted natten til onsdag dansk tid.
Kina "informerede de omkringliggende lande på forhånd", lyder det i en særskilt rapport fra det statslige nyhedsbureau, Xinhua.
Rapporten kommer ikke ind på missilets nøjagtige bane, eller hvor "i det åbne hav i Stillehavet" det faldt ned.
Affyringen "testede effektivt våbnenes og udstyrets ydeevne samt troppernes træningsniveau, mens missilet også nåede det forventede mål", skriver Xinhua.
Det er sjældent, at Kina affyrer langdistancemissiler i havet, da landet foretrækker at teste dem i isolerede provinser som Indre Mongoliet uden forudgående varsel, har analytikere ifølge Reuters vurderet.
Japan blev ikke informeret, før missilet blev affyret, oplyser regeringens øverste talsmand, Yoshimasa Hayashi, ifølge AFP.
- Vi er alvorligt bekymrede for Kinas pludselige militære oprustning, siger han.
Også New Zealand kalder affyringen for en "uvelkommen og bekymrende udvikling", lyder det fra en talsmand for landets udenrigsminister, Winston Peters.
- Ledere af lande i Stillehavet har klart udtrykt deres forventning til, at regionen forbliver fredelig, stabil, fremgangsrig og sikker, lyder det fra den unavngivne talsmand.
Han udtaler, at Wellington-regeringen vil rådføre sig yderligere med de allierede i Stillehavet, når flere detaljer kommer frem.
- Vi er fortsat i gang med at indsamle yderligere information, siger han.
Også Australien har onsdag udtrykt bekymring over affyringen og fordømmer "enhver destabiliserende handling".
- Den australske regering har udbedt sig en forklaring fra Kina, oplyser en unavngiven talsmand til nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker