Kina anklages for at indoktrinere tibetanske børn på statslige skoler

USA's udenrigsminister, Antony Blinken, har meddelt, at USA indfører sanktioner mod en række kinesiske embedsmænd, der er involveret i arbejdet med at "tvangsassimilere" tibetanske børn. Foto: Kevin Dietsch/Ritzau Scanpix

Ifølge USA's udenrigsminister forsøger kinesiske kostskoler at udviske de tibetanske traditioner hos børn fra Tibet. Den praksis har udløst sanktioner mod Kina.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skolebørn i den autonome region Tibet påtvinges kinesiske traditioner og tvangsassimileres på statslige kinesiske kostskoler.

Og det sker for at udviske børnenes viden om tibetansk sprog og kultur.

Sådan lyder advarslen fra USA, som ifølge landets udenrigsminister, Antony Blinken, har besluttet at indføre sanktioner mod en række kinesiske embedsmænd med ansvar for skolerne.

- Disse tvangspolitikker søger at fjerne Tibets særlige sproglige, kulturelle og religiøse traditioner blandt de yngre generationer af tibetanere, siger Antony Blinken i en udtalelse.

- Vi opfordrer de kinesiske myndigheder til at stoppe med at tvinge tibetanske børn ind på statslige kostskoler og stoppe de undertrykkende assimilationspolitikker både i Tibet og i andre dele af Kina.

Ifølge eksperter fra FN er omkring en million tibetanske børn blevet sendt på statslige kinesiske kostskoler - ofte ved tvang. Det fremgår af en rapport, der blev udgivet i februar.

Styret i Kina kalder udtalelserne fra USA for "tilsvininger", der "alvorligt underminerer forholdet mellem USA og Kina".

Skoleelever i Tibets hovedstad, Lhasa. Ifølge USA indoktrinerer Kina tibetanske elever på statslige kostskoler for at udviske deres tibetanske kultur. (Arkivfoto). Foto: Hector Retamal/Ritzau Scanpix

- Kostskoler har gradvist udviklet sig til at være en vigtig måde at drive skoler på i Kinas områder med etniske minoriteter, og den centraliserede måde at drive skolerne på løser effektivt etniske minoritetsstuderendes udfordringer med at komme i skole i områder, hvor folk bor spredt, siger Liu Pengyu, der er er talsperson for Kinas ambassade i Washington D.C.

På skolerne forsøger man ifølge rapporten fra FN at assimilere de tibetanske børn til Kinas dominerende Han-kultur. Den obligatoriske undervisning foregår på mandarin, som er det officielle sprog i Kina.

Samtidig bliver børnene ikke undervist i tibetansk sprog og kultur.

Ifølge en anden FN-rapport er hundredtusindvis af tibetanere blevet tvunget væk fra landområderne og ind på forskellige erhvervsskoler. Formålet skulle angiveligt være at udvande deres tibetanske identitet.

Organisationen Den Internationale Kampagne for Tibet bifalder USA's sanktioner. Organisationen sættes i forbindelse med tibetanernes åndelige leder, Dalai Lama.

- Dette kostskoleprogram er målrettet de mest sårbare og påvirkelige sind og har til formål at gøre tibetanere til kinesere og cementere den kinesiske regerings kontrol over Tibet og udslette den tibetanske kultur og levemåde, siger organisationens præsident, Tencho Gyatso.

Det kinesiske styre anser Tibet for at være en region under Kina, mens tibetanerne selv ønsker selvstændighed.

Kina og Tibet har været i konflikt, siden Kina i 1950 besatte Tibet.

/ritzau/AFP

Historien om Tibet

* Efter flere hundrede år som en selvstyrende enhed under kinesisk overhøjhed erklærede Tibet sin uafhængighed i 1912. Det blev ikke anerkendt af Kina.

* Kinesiske styrker gik ind i Tibet i 1950, året efter at Folkerepublikken Kina blev etableret. Området blev derefter indlemmet i Kina.

* I 1959 udbrød der optøjer, men de blev slået ned af kinesiske styrker. Tibetanernes åndelige leder, Dalai Lama, flygtede til Dharamsala i Indien, hvor han efterfølgende har levet i eksil.

* USA, EU og Norge er blandt de lande, der anerkender, at Tibet er en del af Kina, mens mange Tibet-aktivister mener, at Kina er en besættelsesmagt.

* Dalai Lama går ind for selvstyre i Tibet, men inden for Kinas grænser.

* Dalai Lama overlod i 2011 sin politiske magt til en eksilregering, efter at der for første gang var blevet holdt valg til et eksilparlament. Dalai Lama er fortsat åndelig leder for de tibetanske buddhister.

Kilde: NTB

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu