Kina balancerer på kanten af deflation
Forbrugerpriserne i Kina var uændrede i juni sammenlignet med samme måned et år forinden. (Arkivfoto). Foto: David G. Mcintyre/Ritzau Scanpix
Prisudvikling i Kina kan blive et problem, men økonom regner ikke med, at det varer ved.
Mens vestlige centralbanker mange steder kæmper med høj inflation, står Kina med det modsatte problem.
Kina balancerer nemlig på kanten af deflation.
Forbrugerpriserne var således uændrede i juni sammenlignet med samme måned et år forinden.
Det oplyser Det Nationale Statistikbureau i Kina mandag.
I maj oplevede Kina en minimal stigning i forbrugerpriserne på 0,2 procent over 12 måneder.
Deflation er en udvikling, hvor forbrugerpriserne i et land falder.
Hvis det varer ved i en længere periode, er det et problem for økonomien, fordi det kan få forbrugerne til at holde igen med pengene i forventning om, at de kan få mere for pengene på et senere tidspunkt.
Deflation kan således være et tegn på økonomisk tilbagegang.
Den kinesiske kerneinflation, hvor fødevare- og energipriser fraregnes, var på 0,4 procent i juni på årsbasis mod 0,6 procent i maj.
Flere økonomer skeler især til kerneinflationen, da fødevare- og energipriser kan variere meget.
- Deflationen i brændstofpriser - en nøglefaktor bag den dæmpede inflation på det seneste - vil formentlig aftage over de kommende måneder, siger Zhichun Huang, økonom for Capital Economics, i en kommentar ifølge CNBC.
- Derfor forventer vi, at den samlede inflation stiger til omkring én procent i slutningen af dette år.
Kina har et mål om en inflation på årsbasis på omkring tre procent.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker