Kina beordrer coronanedlukning efter uro på iPhone-fabrik
På dette billede fra onsdag ses ansatte på iPhone-fabrikken i Zhengzhou stå over for sikkerhedspersonale klædt i beskyttelsesdragter. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Efter store protester på iPhone-fabrik med over 200.000 ansatte har myndighederne beordret en nedlukning.
Kinesiske myndigheder har torsdag lokal tid beordret coronanedlukning i flere distrikter i byen Zhengzhou i kølvandet på voldelige protester.
Beboere i centrum af Zhengzhou må ikke forlade området, med mindre de kan fremvise en negativ coronatest og tilladelse fra de lokale myndigheder.
De rådes desuden til ikke at forlade deres hjem, "med mindre det er nødvendigt".
Det oplyser det lokale bystyre ifølge nyhedsbureauet AFP.
Meldingen kommer, efter at der er udbrudt store protester på Apple-leverandøren Foxconns iPhone-fabrik i Zhengzhou, der har mere end 200.000 ansatte.
Onsdag smadrede mænd overvågningskameraer og vinduer, da hundredvis af ansatte demonstrerede på fabrikken.
Urolighederne er udløst på grund af påstande om forsinket løn og frustration over strenge covid-19-restriktioner.
I videoer på sociale medier fortæller fabriksansatte, at de er blevet informeret om, at Foxconn har til hensigt at forsinke udbetalinger af bonusser.
Andre ansatte klager over, at de er tvunget til at dele sovesale med kolleger, som er testet positive for covid-19.
Taiwanske Foxconn undskylder i en udtalelse torsdag over for sine ansatte på fabrikken i Zhengzhou og garanterer, at deres løn bliver udbetalt som aftalt.
- Vi beklager, at der er sket en indtastningsfejl i computersystemet og garanterer, at den faktiske løn er som aftalt, oplyser Foxconn ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Fabrikken ligger i Zhengzhou i det centrale Kina og betegnes som Foxconns kronjuvel.
Tidligere i november ville Kina isolere 600.000 personer i området på grund af 64 nye coronatilfælde.
De seneste år har gentagne nedlukninger af kinesiske storbyer betydet faldende produktion i landet. For millioner af borgere har nedlukningerne været lig med indespærring i eget hjem.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde