Kina: Coronavirus er styrket og spreder sig
Ved offentlig transport flere steder i Kina bliver befolkningen tjekket for mulig smitte af coronavirus. Desuden får medlemmer af pressen målt deres temperatur (på billedet), før de får lov at dække en pressekonference søndag morgen om virusset. Foto: Thomas Peter/Reuters
Thomas Peter/Reuters
Antallet af smittede af coronavirus kan fortsætte med at stige. Virusset er blevet stærkere, oplyser Kina.
Coronavirusset har bevæget sig ud over Kinas grænser til blandt andet USA og Frankrig, og alt tyder på, at det potentielt dødelige virus' evne til at sprede sig er blevet styrket.
Derfor kan antallet af smittede stige yderligere.
Det oplyser Ma Xiaowei, der er leder af Kinas nationale sundhedskommission, på et pressemøde søndag morgen.
Mindst 56 personer i Kina har mistet livet på grund af coronavirus, og over 2000 er smittet på verdensplan.
Myndighederne ved endnu meget lidt om virusset.
Det er således endnu uvist, hvor smitten præcis stammer fra, og hvor lang tid der går, fra man smittes, til man udviser symptomer. Det kan være fra en dag til to uger, oplyser Ma Xiaowei.
I modsætning til eksempelvis sars, der dukkede op i Kina i 2002 og kostede mange hundrede menneskeliv, kan personer smitte andre, inden de selv er begyndt at udvise tegn på sygdommen.
Symptomerne viser sig ved feber, hoste og eventuelt åndedrætsbesvær.
Virusset blev konstateret første gang i december sidste år i byen Wuhan i det centrale Kina. Siden har det spredt sig til områder uden for Kina, herunder Frankrig og Australien.
Personer med virusset får typisk behandling, mens de er i isolation, så de ikke kan smitte yderligere. For at inddæmme smitten er Wuhan ved at bygge to hospitaler, der skal stå for behandling af de smittede.
De ventes klar i begyndelsen af februar med sengepladser til over 2000 patienter. For at begrænse smitten har flere kinesiske byer og provinser begrænset eller fjernet borgernes adgang til offentlig transport.
De kinesiske myndigheder fortæller søndag morgen, at de følger situationen og holder pressebriefing om virusset hver morgen fra mandag.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned