Kina efterlyser åbenhed og samarbejde ved Davos-møde
- I forhold til AI er det vigtigt, at principper for god og ansvarlig ledelse bliver holdt i hævd, sagde Kinas regeringschef, Li Qiang, ved det økonomiske topmøde i Davos i Schweiz. Foto: Hannes P Albert/Ritzau Scanpix
Kinas regeringschef: Der skal være en rød linje i forhold til kunstig intelligens, så det gavner alle.
I sin åbningstale ved det økonomiske topmøde i Davos i Schweiz opfordrede Kinas premierminister, Li Qiang, tirsdag til et globalt økonomisk samarbejde og understregede samtidig, at verden må fjerne hindringer for konkurrence og handel for at tackle de globale udfordringer.
Udtalelserne kommer, på et tidspunkt hvor der hersker tvivl om den økonomiske udvikling i Kina på lang sigt, da dets økonomi stadig er mærket af coronapandemien og store fald i ejendomspriserne.
I sin hovedtale til erhvervsledere i Davos sagde Li, at økonomien i hans land er på vej opad, og han talte om en vækst på 5,2 procent i 2023.
Han lovede åbenhed og betonede betydninger af internationalt samarbejde på alle områder.
Den kinesiske regeringschef sagde videre, at der er tale om stabil fremdrift, og at styret i Beijing kan håndtere op- og nedture i en udvikling frem mod langsigtet vækst.
Han sagde samtidig, at sund konkurrence er afgørende for samarbejde og innovation, og han pointerede, at det internationale samfund må fjerne barrierer for konkurrence og åbne for udveksling og samarbejde om miljø og videnskabelige fremskridt.
Han talte om den tiltagende kløft mellem rige og fattige lande - i den voksende Nord-Syd splittelse.
Li understregede også, at der skal være en rød linje i forhold til kunstig intelligens (AI), så de nye teknologier bliver brugt til at skabe bedre samfund.
- I forhold til AI er det vigtigt, at principper for god og ansvarlig ledelse bliver holdt i hævd, sagde han og understregede, at "AI må udvikles i en retning, som gavner menneskeheden og skaber fremskridt - uden konfrontation og splittelse mellem forskellige lejre."
- Teknologien må være inklusiv og ikke kun komme en lille gruppe af mennesker til gavn. Den skal være for det store overvældende flertal af menneskeheden.
Arrangørerne af World Economic Forum (WEF) i Davis siger, at over 2800 ledere fra 120 lande - heriblandt over 60 statsoverhoveder - kommer til Davos i denne uge.
Microsoft-milliardæren Bill Gates har i Davos sagt, at AI er det største produktivitetsfremskridt i vor levetid.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker