Kina forbyder folk at spise pandaer og gyldne aber
Kæmpepandaer, gyldne aber og asiatiske sorte bjørne er et særsyn på menuen. Og i Kina bliver det nu også ulovligt at sætte tænderne i de truede dyrearter.
Kinas lovgivende forsamling godkender ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua torsdag en ny lovfortolkning, der betyder, at mennesker, der bliver taget i at spise sjældne, vilde dyr, bliver fængslet.
De dyr, som ikke må ende på gaflen, er blandt andet kæmpepandaer, gyldne aber, asiatiske sorte bjørne og skældyr.
De kinesiske myndigheder anser 420 dyrearter som sjældne eller truede.
Straffen for at spise eller købe de sjældne dyr er fængsel i op til 10 år.
Den voksende gruppe af velhavende asiater har fået skylden for, at krybskytter fortsat dræber mange vilde dyr. Eksempelvis anses hajfinner som en delikatesse i flere asiatiske lande, mens næsehornenes horn er kostbare, fordi de i nogle kredse menes at have medicinske egenskaber.
Lovændringen er en præcisering af en lov fra 1997. Loven er blevet ændret ni gange, siden den første gang blev vedtaget.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet