Kina fylder Ruslands krigskasse ved at købe olie i massevis

Ruslands præsident, Vladimir Putin (t.h), mener, at forholdet til Kina er i rivende udvikling. Her ses han udveksle en skål med den kinesiske præsident, Xi Jinping, da Jinping besøgte Moskva i marts sidste år. (Arkivfoto). Foto: Pavel Byrkin/Ritzau Scanpix

Kina brugte sidste år 415 milliarder kroner på russisk olie. Det går dårligt med Vestens forsøg på at tømme den russiske krigskasse, bemærker erhvervsmedie.

Offentliggjort Sidst opdateret

Olie har de masser af i Rusland.

Tidligere røg en god portion af olien afsted til lande i Europa. EU-landenes største leverandør af råolie ved udgangen af januar 2022 var Rusland, der stod for næsten en tredjedel af den samlede import af olie til EU.

Men så invaderede russerne Ukraine i februar 2022. De vestlige sanktioner begyndte at regne ned over Rusland.

EU lagde afstand til Rusland og landets energi og kiggede i stedet mod USA. Selv om priserne der ikke er lige så gode.

I Europa ville man ikke indirekte støtte den russiske krigsførelse ved at købe landets kul, olie og gas.

Men Rusland får stadig afsat sine enorme mængder af olie. Bare i højere grad til andre markeder.

Kina har ikke fulgt de vestlige sanktioner. Og landet har øjensynligt ingen betænkeligheder ved at købe russisk olie i stor stil.

Nye tal fra kinesiske myndigheder viser, at Rusland i 2023 overgik Saudi-Arabien som Kinas største leverandør af olie.

Rusland sendte sidste år 107 millioner ton råolie til Kina. Det er en stigning på 24 procent sammenlignet med året før og svarer til 2,14 millioner tønder olie om dagen.

Det er ifølge erhvervsmediet Bloomberg første gang siden 2018, at Rusland indtager førstepladsen.

Mediet bemærker samtidig, at Kinas enorme import af russisk olie fremhæver, hvor dårligt det går med Vestens forsøg på at tømme den russiske krigskasse med sanktioner.

Kina brugte sidste år 415 milliarder kroner på russisk olie.

I stedet betyder de vestlige sanktioner, at Kina og Rusland rykker tættere på hinanden.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, talte i oktober begejstret om et forhold til Kina i rivende udvikling. Han fremhævede især samarbejdet på energiområdet.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, kaldte i sidste uge forholdet til Kina bedre end nogensinde.

Kinas import fra Saudi-Arabien - landets tidligere største olieleverandør - faldt i 2023 med 1,8 procent til 86 millioner ton.

Olielandet har tabt markedsandele til Rusland, der begyndte at sælge sin olie billigere som følge af de vestlige sanktioner og mindsket efterspørgsel.

Ifølge CNN var den russiske olie sidste år omkring ti procent billigere end den saudiarabiske.

Allerede i 2022 skruede Kina markant op for importen af russisk olie. I 2023 tog udviklingen endnu mere fart. Samme udvikling kunne ses i Indien.

Indien har siden den russiske invasion af Ukraine købt hundreder af millioner tønder olie fra Rusland.

Indien har ifølge AFP sparet milliarder af dollar på at købe den billigere russiske olie, samtidig med at landet har polstret den russiske krigskasse.

Indiske politikere har ikke lagt skjul på, at man prioriterer nationale interesser over internationale sanktioner mod Rusland.

Indien og Kinas øgede køb af russisk olie er med til at øge efterspørgslen, så prisen er på vej opad igen. Til fordel for Rusland og landets pengekasse.

Sammenlagt eksporterede Rusland omkring 90 procent af sin olie til Kina og Indien i 2023. Europa, der før importerede cirka 45 procent af den russiske olie, tager nu imod omkring fem procent af den.

/ritzau/

Kina og Indiens køb af russisk olie

* Rusland er den næststørste olieeksportør i verden efter Saudi-Arabien.

* Kinas import af russisk olie er steget markant siden Ruslands invasion af Ukraine. Rusland er blevet ramt af vestlige sanktioner, så priserne og efterspørgslen er faldet, og Rusland har måttet fokusere mere på andre markeder end det europæiske.

* Kinas import af russisk olie steg i 2022 med otte procent sammenlignet med i 2021. Importen af russisk olie steg yderligere i 2023, hvor den var 24 procent højere end i 2022. Rusland var i 2023 for første gang siden 2018 Kinas største leverandør af olie.

* Kina importerede i 2023 omkring 2,14 millioner tønder russisk olie om dagen og brugte 415 milliarder kroner på russisk olie.

* Før krigen importerede Indien omkring 67.500 tønder råolie om dagen fra Rusland. I maj toppede den indiske import med over to millioner tønder russisk olie om dagen. Siden er importen gradvist faldet, fordi priserne på russisk olie er på vej opad igen.

* Rusland er over det seneste års tid også blevet Indiens største olieleverandør. 

Kilder: Reuters, CNN og AFP.

/ritzau/

Der pumpes olie op fra Ruslands undergrund. Rusland er verdens næststørste eksportør af olie efter Saudi-Arabien. Sidste år gik 90 procent af landets olie til Kina og Indien. (Arkivfoto). Foto: Alexander Manzyuk/Reuters
To olietankskib lægger til kaj i Kinas østlige Shandong-provins. Kina importerede i 2023 i gennemsnit 2,14 millioner tønder olie fra Rusland om dagen. (Arkivfoto). Foto: Tang Ke/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu