Kina giver betinget godkendelse til første coronavaccine
Sinopharm har inden godkendelsen givet hundredtusindvis af mennesker to eksperimentelle vacciner mod coronavirus, inden de har afsluttet omfattende kliniske test. Foto: Tingshu Wang/Reuters
Tingshu Wang/Reuters
Kina har givet en vaccine en betinget godkendelse, da kliniske forsøg med den endnu ikke er afsluttet.
Kina har givet en betinget godkendelse til brug af en vaccine mod coronavirus fra det statsejede medicinalselskab Sinopharm.
Det oplyser embedsmænd fra Kinas nationale lægemiddelstyrelse (NMPA) torsdag.
Det er første gang, Kina godkender en coronavaccine til almen brug på befolkningen. Godkendelsen kommer, mens en række andre mulige vacciner er i gang med forskellige faser af forsøg.
Der er tale om en betinget godkendelse, da kliniske forsøg med vaccinen endnu ikke er afsluttet.
Ifølge vicekommissær for NMPA, Chen Shifei, blev beslutningen om godkendelsen truffet onsdag aften lokal tid.
Vaccinen fra Sinopharm kommer ligesom andre godkendte vacciner verden over i to doser. Sinopharm har meddelt, at vaccinen har en effektivitet på 79,3 procent.
Kina har været langsommere end flere andre lande med at godkende en vaccine mod coronavirus, men det har ikke forhindret landet i at vaccinere flere borgere i de seneste måneder.
Kina lancerede således i juli et nødprogram, hvor frontlinjearbejdere og andre personer i risikogrupper er blevet vaccineret med mindst tre forskellige eksperimentelle vacciner.
Der var ved udgangen af november blevet givet over 1,5 millioner doser.
Kina har godkendt vaccinen fra Sinopharm, dagen inden årsdagen for opdagelsen af coronavirusset.
Nytårsdag er det et år siden, at de kinesiske myndigheder oplyste, at 27 mennesker led af en "viral lungebetændelse af ukendt oprindelse" i millionbyen Wuhan.
Siden da er der blevet opdaget over 82 millioner smittetilfælde, mens 1,8 dødsfald i år relaterer sig til virussygdommen.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker