Efter at have afsonet en dom på tre og et halvt års fængsel blev en af Kinas mest fremtrædende systemkritikere og menneskerettighedsaktivister, Hu Jia, søndag morgen løsladt og genforenet med sin familie.
Hu Jia blev i 2008 dømt for "at tilskynde til undergravning af statsmagten" ved at kritisere manglende menneskerettigheder i Kina.
- Han er hjemme igen hos sine forældre og mig, siger hans kone, Zeng Jingyan, til nyhedsbureauet Reuters i et kort telefoninterview.
- Jeg ved ikke, om han kan sige noget senere. I øjeblikket ønsker jeg bare fred og ro. Jeg er bange for, at det kan skabe problemer, hvis han giver interview på nuværende tidspunkt. Prøv at forstå mig.
Både hun og andre menneskerettighedsaktivister har udtrykt bekymring for, at de kinesiske myndigheder vil pålægge Hu Jia restriktioner og måske endda husarrest efter hans løsladelse.
Kommunistpartiet har siden februar slået til mod dissidenter og anholdt en stribe af dem af frygt for, at oprørene i de arabiske lande skulle brede sig til Kina. Mange af dissidenterne har fået besked på ikke at udtale sig offentligt efter deres løsladelse.
Før han blev anholdt i 2007, var den nu 37-årige Hu Jia en kendt miljøforkæmper, fortaler for Aidsramte i landdistrikterne og kritiker af Kinas undertrykkelse af politiske modstandere af styret.
Han er også buddhist, der har kritisere styrets kontrol med religionen i Tibet, og han har udtrykt sympati for Tibets landflygtige leder, Dalai Lama.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker