Den kinesiske præsident, Hu Jintao, erklærer sig parat til at skære i Kinas udslip af drivhusgasser for at bekæmpe klimaforandringer.
Han siger på FN's klimatopmøde i New York, at Kina vil reducere CO2-udslippet med en mærkbar margin inden år 2020 baseret på niveauet fra 2005.
- Hele verdens interesser står på spil i kampen mod klimaforandringer, siger Hu, der understreger, at "et stort antal" udviklingslande vil blive direkte berørt.
- Derfor må de industrialiserede lande opfylde de forpligtelser, der er fastsat i Kyoto-protokollen (den nuværende klimaaftale) og hjælpe udviklingslandene med at imødegå klimaforandringerne, understreger præsidenten.
Hu løfter ikke sløret for et konkret mål for Kinas CO2-udledning. Men han siger, at reduktionen vil blive målt i forhold til bruttonationalproduktet, hvilket ses som et udtryk for Kinas politik om at opretholde den hurtige økonomiske vækst.
Præsident Hu lover desuden, at Kinas skovarealer vil blive øget med 40 millioner hektar i 2020, hvilket også skal ses i forhold til niveauet i 2005.
Kina har desuden sat som mål, at 15 procent af landets energiforbrug i år 2020 skal komme fra ikke-fossile energikilder. Vejen dertil skal ifølge Hu gå via store satsninger på alternative energikilder og atomkraft.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker