Den kinesiske vicepræsident Xi Jinping truer med at knuse ethvert forsøg på at underminere stabiliteten i Tibet. Ordene faldt i en tale tirsdag under markeringen af 60-året for, at Kina satte sig tungt på kontrollen over regionen i Himalaya.
Xi talte en dag efter, at regionens åndelige leder, Dalai Lama, der lever i eksil, afsluttede sit besøg i USA, hvor han blandt andet er blevet varmt modtaget af præsident Barack Obama. Det har ophidset Kina, der betegner den tibetanske munk som separatist.
- Vi skal bekæmpe separatistaktiviteter fra Dalai-gruppen og træffe foranstaltninger til at afhjælpe de grundlæggende årsager og knuse ethvert forsøg på at undergrave stabiliteten i Tibet og Kinas nationale enhed, siger Xi.
Xi, der ventes at overtage posten som Kinas præsident i 2013, henvendte sig til en tusindtallig skare, der var samlet på den centrale plads i Tibets hovedstad, Lhasa, i en tale, der blev sendt direkte på det nationale tv.
I sin tale, der blev holdt neden for det berømte Potalapalads, som i fordums tid har været centrum for Tibets teokratiske herskere, lovpriste Xi kommunistpartiets ledelse i regionen og afgav løfte om en endnu hurtigere udvikling.
Det har ophidset mange tibetanere, der frygter, at deres enestående buddhistiske kultur vil blive yderligere udvandet.
Efter sejren i den kinesiske borgerkrig marcherede Folkets Befrielseshærs kommunistiske leder Mao Zedong i 1950 ind i Tibet og annekterede landet. Det blev formaliseret i de kommende år.
I årenes løb har vreden mod den kinesiske kontrol hobet sig op, og dødbringende optøjer brød i 2008 ud i Lhasa, hvorfra det spredte sig til hele regionen og omliggende provinder med tibetanske befolkningsgrupper.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde