Den kinesiske regering har delvist afbrudt diplomatiske relationer med Japan i en stadigt mere optrappet strid om Tokyos tilbageholdelse af en kinesisk fisketrawler.
- Alle kontakter på højt niveau til Japans regering er suspenderet, oplyser kinesiske statsmedier.
Det sker, efter at en japansk domstol havde forlænget en varetægtsfængsling af en kinesisk trawlerkaptajn, den 41-årige Zhan Qixiong. Han blev anholdt den 8. september efter en kollision med to japanske kystvagtfartøjer.
Kina advarede søndag om "hårde modtræk", og kinesiske demonstranter, der råbte antijapanske slagord, var på gaden flere steder i weekenden for at udtrykke deres vrede over anholdelsen. "Ned med lille Japan", "Løslad vores kaptajn" og "Husk 18. september" stod der på bannere, som henviste til årsdagen for Japans invasion af Manchuriet i 1931.
I Beijing er der vrede over beslaglæggelsen af den kinesiske fiskebåd nær en omstridt ø i Det Østkinesiske Hav og den efterfølgende anholdelse af kaptajnen, som anklages for at have handlet med fuldt overlæg. Den øvrige besætning er løsladt. Striden, der har baggrund i uløste grænsespørgsmål til havs, har vist, at Kina har et behov for at markere voksende magt, siger iagttagere. Sagen viser samtidig, at Japans brutale besættelse af dele af Kina under Anden Verdenskrig ikke er glemt. De små omstridte øer i havet nordøst for Taiwan kaldes på kinesisk Diaoyu, på japansk Senkaku. Begge lande gør krav på dem.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde