Kina og Japan vil forbedre deres forhold

Japan og Kina holdt mandag deres første fællesmøde, siden en kinesisk fiskebåd, der fiskede i et omstridt område, blev tilbageholdt af de japanske myndigheder i sidste måned. Det oplyser en japansk embedsmænd.

Mødet mellem de to lande fandt sted i Bruxelles på det såkaldte Asem-møde (Asien og Europamøde), som bliver afholdt hvert andet år. Her mødtes Japans premierminister Naoto Kan med Kinas premierminister Wen Jiabao, og de to snakkede ansigt til ansigt med hinanden for første gang siden episoden med den kinesiske fiskerbåd.

Mødet mellem de to var ikke aftalt på forhånd, og det var heller ikke ventet, da der undervejs på topmødet i Bruxelles ikke havde været indikationer i retning af en forsoning mellem landene.

De to ledere havde angiveligt undgået hinanden i løbet af topmødet, og endda holdt afstand til hinanden, da der blev taget et gruppebillede ved topmødets begyndelse.

Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, forsøgte forgæves at få de to lande i snak i forbindelse med en generalforsamling i FN i sidste måned, men her afviste de at mødes.

/ritzau/Reuters

Der har været iskold luft mellem Japan og Kina efter en strid om en tilbageholdt kinesisk fiskerbåd. Men på et møde i Europa kom landene tættere på hinanden.

Offentliggjort Sidst opdateret