Kina og Taiwan indgår historisk aftale

Kina og Taiwan har underskrevet en historisk handelsaftale til over 600 milliarder kroner efter årtiers fjendtligheder. Der er tale om det hidtil største skridt henimod en forsoning mellem de to ærkefjender, 60 år efter den borgerkrig, der drev dem fra hinanden.

Aftalen om tovejshandel ventes at ville mindske de politiske spændinger mellem regeringerne i Beijing og Taipei. Parterne er blevet enige om at fjerne toldafgifter på omkring 800 varer.

Rammeaftalen for Økonomiske Samarbejde blev underskrevet tirsdag af ledende embedsfolk ved en ceremoni i byen Chongqing i det sydvestlige Kina. Aftalen markerer kulminationen på den tilnærmelsespolitik over for Beijing, der blev introduceret af Taiwans præsident, Ma Ying-jeou, i 2008.

- Underskrivelsen af aftalen er ikke alene en milepæl i de økonomiske forbindelser mellem de to sider, siger lederen af den taiwanesiske delegation, Chiang Pin-kung.

- Det er også et kæmpe skridt fremad for de to parter midt i en tid, hvor regional økonomisk integration og globalisering er på mode, siger han.

I Taiwans hovedstad, Taipei, siger præsident Ma, at aftalen betyder, at fred og fremgang mellem Kina og Taiwan ikke længere er en fjern drøm men en realitet "inden for rækkevidde".

/ritzau/AFP

Kina og Taiwan har underskrevet en samarbejdsaftale, der ses som en milepæl i bestræbelserne på forsoning mellem de to lande.

Offentliggjort Sidst opdateret