Kina og USA udveksler fanger mens Biden er på vej ud
Harrison Li viser i januar et foto af sin far, Kai Li, som nu er blevet løsladt af Kina. (Arkivfoto). Foto: Jeff Chiu/Ritzau Scanpix
Den afgående Biden-regering havde det som vigtigt mål at få fanger ud af Kina.
Kina har løsladt tre amerikanere, som USA anser for at have været uretmæssigt fængslet.
Det er sket som led i en fangeudveksling, siger amerikanske embedsmænd ifølge AFP.
De tre - Mark Swidan, Kai Li og John Leung - var de sidste fanger i Kina, som det amerikanske udenrigsministerium klassificerede som uretmæssigt tilbageholdte.
At få dem udleveret var et vigtigt mål for den afgående Biden-regering i USA.
Også tre kinesere, som har været tilbageholdt i USA, er blevet løsladt. Kina mener - ligesom USA - at de har været uretmæssigt tilbageholdt.
Men nu er de ifølge den kinesiske regering sikkert tilbage i Kina.
- Efter utrættelige bestræbelser fra den kinesiske regering er tre kinesiske statsborgere, som uretmæssigt var fængslet af USA, nu vendt sikkert hjem til moderlandet, siger talskvinde Mao Ning for det kinesiske udenrigsministerium torsdag.
Også USA's udenrigsminister, Antony Blinken, har udtalt sig om udvekslingen.
Han siger, at han har talt med de tre, "mens de rejste hjem til USA lige i tide til thanksgiving" - den amerikanske helligdag, som fejres den fjerde torsdag i november med kalkun på festbordet og ofte forbindes med gensyn i familier.
- Jeg fortalte dem, hvor glad jeg er for, at de er ved godt helbred, og at de snart vil blive genforenet med deres kære, siger Blinken i et opslag på det sociale medie X.
Swidan blev anholdt sent i 2012 under en forretningsrejse til Kina på baggrund af narkotikaanklager, som både hans familie og støtter har afvist.
Li, som er født i Shanghai, men senere tildelt amerikansk indfødsret, blev tilbageholdt i 2016 og dømt for spionage. Han skal angiveligt have sendt statshemmeligheder til USA. Selv siger han, at han delte informationer i overensstemmelse med eksportregler. Li drev en virksomhed, som eksporterede luftffartsteknologi.
Leung er en amerikansk statsborger over 70 år med permanent opholdstilladelse i Hongkong. Han er også dømt for spionage. Han blev anholdt i 2021.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker