Kina opruster fortsat og ser øget trussel fra omverdenen
Billeder fra Den Nationale Folkekongres ses her på en storskærm i Kina søndag. Foto: Ichiro Ohara/Ritzau Scanpix
Selv om Kina opruster, er landets militærudgifter lave i sammenligning med USA's.
Kina vil øge sit militære budget med den største andel i fire år.
Samtidig advarer landet om "øgede" trusler fra andre lande.
Udmeldingen kommer i forbindelse med åbningen søndag af det årlige møde i Den Nationale Folkekongres (NPC).
Det planlagte forsvarsbudget for i år er på knap 1600 milliarder kroner. Det er en stigning på 7,2 procent, hvilket ikke er set større siden 2019. Sidste år steg budgettet officielt med 7,1 procent.
Den afgående premierminister, Li Keqiang, siger til de delegerede ved folkekongresseen, at "eksterne forsøg på at undertrykke og inddæmme Kina eskalerer".
- De væbnede styrker bør intensivere den militære træning og paratheden generelt set, siger han.
Militæret må "dedikere yderligere energi til træning under kampforhold", mener Li Keqian.
Det "militære arbejde skal styrkes i alle retning og på alle domæner", tilføjer han.
Kinas forsvarsudgifter blegner stadig i sammenligning med USA's udgifter til forsvar. USA har afsat 5600 milliarder kroner til sit militær i år.
Kina har dog fortsat verdens næststørste forsvarsbudget, og analytikere mener, at den kinesiske regering bruger langt flere penge på forsvar, end det officielt meddeles.
Meldingen om de øgede militærudgifter kommer, mens Kinas og USA's forhold er på et lavpunkt.
De to lande har kritiseret hinanden på en række punkter de seneste år - blandt andet handel, menneskerettigheder og Taiwan.
En nedskudt kinesisk luftballon over amerikansk territorie har gjort stemningen endnu værre. USA hævder, at ballonen blev brugt til overvågning.
Niklas Swanström, der er direktør for tænketanken ISDP (Institut for Sikkerheds- og Udviklingspolitik, red.) i Stockholm, ser tegn på, at Kina "investerer i sin kapacitet til at overtage Taiwan og holde USA ude af regionen".
- Vi har et militært våbenkapløb i det nordøstlige Asien, og kinesisk oprustning driver den udvikling, siger han.
NPC står i forbindelse med det årlige møde til at give præsident Xi Jinping en tredje periode på posten.
Den Nationale Folkekongres beskrives ofte som Kinas parlament og er den kinesiske stats mest magtfulde organ. Folkekongressen er ikke direkte folkevalgt.
Flere medier beskriver NPC som et gummistempel-parlament. Det er et udtryk, som bruges om et organ, der juridisk set har stor magt, men de facto ikke har særligt stor magt.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker