Liu Xiaobo, der fredag fik Nobels fredspris, er ikke kendt af den brede befolkning. Det er den uddannede del af befolkningen, den intellektuelle elite, der kender ham.
Det siger Morgenavisen Jyllands-Postens korrespondent i Beijing, Jes Randrup.
Og ifølge Jes Randrup kommer de heller ikke til at kende ham, for det store censurapparat er gået i gang.
- I Kina er de websites, der har twitteragtig service, lukket ned. Og alt hvad der hedder Nobelprisfora er også lukket ned. Man kan selvfølgelig altid finde steder i Kina, hvor de cirkulerer, og folk sender det rundt privat, men det store censurapparat er gået i gang, siger han.
- Hvis man går ud på gaden og spørge en kineser, vil man få et blankt blik. Der er ingen, der ved, hvem han er. Der er så meget kontrol af medierne, at der ingen debat er, og systemkritikere kommer ikke til orde. De lever i en eller anden skygge af samfundet, siger han.
Det betyder, at de ikke kan publicere deres ting og de kan ikke debattere.
- Det, de kan, er, at de kan lave noget ballade ind imellem. F.eks. forfatte et skrift sådan som Liu Xiaobo gjorde sammen med nogle af sine venner, hvor de påkalder sig demokrati og menneskerettigheder. Og så bliver de kastet i fængsel, siger Jes Randrup.
- Det er folk i Kina, som læser udenlandske nyheder og som har uddannelsen og evnen til at tænke ud af boksen, der kender til Liu Xiaobo, men den store masse følger slet ikke med i den debat.
Kina har da også helt forudsigeligt reageret med vrede over prisen til Xiaobo.
Beijing anser Liu Xiaobo for at være en kriminel og advarer om, at fredsprisen kan skade forholdet mellem Norge og Kina.
- Liu er kendt skyldig i overtrædelse af kinesisk lov og idømt fængsel af Kinas juridiske system. Lius handlinger går stik imod hensigten med Nobels fredspris, hedder det i en erklæring fra Udenrigsministeriets talsmand, Ma Zhaoxu.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie