Kina sender forhandler til USA for at dæmpe handelskrig
Det kinesiske aktiemarked er påvirket af den igangværende handelskonflikt mellem USA og Kina. Foto: Kazuhiro Nogi/Ritzau Scanpix
Kazuhiro Nogi/Ritzau Scanpix
Kina og USA skal forsøge at dæmpe en intensiveret handelskonflikt på et møde sidst i august.
Kina vil sende en forhandler til USA sidst i august for at genoptage handelssamtaler mellem de to lande.
Det oplyser det kinesiske handelsministerium torsdag. Ministeriet oplyser i øvrigt, at det er USA, der har inviteret til mødet.
Det er det første offentlige møde mellem parterne i adskillige uger.
Kinas vicehandelsminister Wang Shouwen, der også er repræsentant for internationale handelsforhandlinger, skal mødes med David Malpass, en embedsmand fra USA's finansministerium, fremgår det af en udtalelse.
Her skal de forsøge at lægge en dæmper på den handelskonflikt, der er taget til inden for de seneste uger.
- Fra kinesisk side vil vi gerne gentage, at vi er imod gengældelser og tiltag, der indskrænker handel, lyder det fra Kinas handelsministerium.
- Kina byder dialog og kommunikation velkommen med udgangspunkt i gensidighed, lighed og integritet, skriver ministeriet.
USA's handelsminister, Wilbur Ross, holdt samtaler med Kinas vicepremierminister Liu He i juni. De samtaler førte dog ikke meget med sig og var ikke i stand til at dæmpe handelskonflikten mellem de to lande.
I kølvandet på torsdagens nyhed om et forestående møde mellem USA og Kina var der straks positive reaktioner på det kinesiske aktiemarked.
Kina besluttede onsdag i sidste uge at indføre told på amerikanske varer til en værdi af 16 milliarder dollar, svarende til 103 milliarder kroner.
Det var et modsvar på et lignende tiltag fra USA.
Der var tale om 25 procent told på importerede varer fra USA, som vil få effekt fra 23. august, lød det fra Kinas finansministerium i sidste uge.
Ifølge Makoto Sengoku, der er markedsanalytiker ved Tokai Tokyo Research Institute, er torsdagens nyhed om et forestående møde godt nyt:
- Det er svært at sige, hvordan samtalerne kommer til at gå, men det er et positivt tegn, at de to lande ser ud til at forsøge at finde et kompromis.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker