Kina står bag verdens største hemmelige propagandakampagne på nettet

Meta, moderselskabet bag Facebook og Instagram, vurderer, at en kinesisk kampagne på nettet, hvor der spredes kinesiske budskaber, er den største af sin slags i verden. (Arkivfoto). Foto: Dado Ruvic/Reuters

På sociale medier og fora spredes der budskaber, som hylder Kina og kritiserer Vesten. Kampagnen, som kaldes fejlslået, knyttes nu til kinesiske myndigheder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kampagnen bliver kaldt for "Spamouflage". En sammentrækning af ordene "spam" og "camouflage".

Det har været og er stadig en storstilet operation.

På tværs af mere end 50 sociale medier og fora såsom Facebook, Instagram, TikTok, YouTube, X (det tidligere Twitter, red.) og Reddit bliver der spredt kinesisk propaganda.

Særligt kinesiske systemkritikere bliver overdynget med budskaber, som fremhæver herlighederne ved det kinesiske styre.

Samtidig bliver Vesten kritiseret i skarpe vendinger.

Der er blevet spredt løgne om, at USA skulle have haft en rolle i at skabe coronapandemien, mens den tidligere britiske premierminister Liz Truss fejlagtigt er blevet anklaget for at have spillet en rolle i den britiske dronning Elizabeths død.

Trods navnet på kampagnen er det ikke blevet camoufleret særligt godt, hvem der står bag. Igennem hele operationen, som har varet i flere år, har pilen peget mod Kina.

Men man har ikke før nu kunnet koble kampagnen direkte sammen med det kinesiske styre.

Det er Meta, moderselskabet bag Facebook og Instagram, der i en trusselsrapport hiver kinesiske myndigheder ind i sagen.

- Vi vurderer, at det er den største - dog fejlslåede - og mest produktive hemmelige indflydelsesoperation, som vi har set i verden, siger Ben Nimmo, leder af Metas trusselsefterretninger, ifølge AFP.

- Vi har været i stand til at forbinde Spamouflage med individer, som har tilknytning til retshåndhævende myndigheder i Kina.

Hans udmelding kommer, efter at Meta har grebet ind i sagen.

Næsten 9000 konti, grupper og sider på Facebook samt 15 instagramkonti er blevet lukket, som led i hvad der beskrives som Metas største indsats af den slags i techgigantens historie.

Mange konti og sider er tilsyneladende blevet styret fra de samme steder. Der er tegn på, at de er blevet styret fra kontorer i Kina, hvor mønstre i aktiviteten har indikeret, at der for eksempel har været vagtskifter og frokostpauser.

De forskellige konti er blevet lukket ud fra Metas regler mod koordinerede vildledende handlinger på selskabets platforme.

Spamouflage har ifølge Reuters været i gang i større og mindre omfang siden 2018. Den er kørt fra Kina og har blandt andet været målrettet Taiwan, USA, Australien, Storbritannien og Japan.

Den begyndte på de store platforme som Facebook, YouTube og X, før også mindre fora og sociale medier begyndte at blive spammet til med kinesisk propaganda.

Facebooksider forbundet til kampagnen har haft mere end 560.000 følgere, men Meta vurderer, at størstedelen af følgerne har været i form af falske konti.

Kampagnen har overordnet set slået fejl, mener Ben Nimmo.

- Operationen har været stor og larmende, men har haft svært ved at nå ud over dens egne falske ekkokamre, siger han ifølge Reuters.

Trods Metas indsats mod den kinesiske kampagne er den stadig verdens største aktive af slagsen, siger Nimmo til mediet Politico.

Ifølge Meta har individer med tilknytning til kinesiske retshåndhævende myndigheder været involveret i en kampagne på sociale medier, hvor der blandt andet rettes skarp kritik mod Vesten. (Arkivfoto). Foto: Kacper Pempel/Reuters

- Vælg et tilfældigt sted på internettet. De vil formentlig være der og prøve at sprede simple budskaber, som hylder Kina og kritiserer USA og vestlige udenrigspolitikker, siger han.

/ritzau/

Konklusioner fra Metas rapport

* Folk med tilknytning til kinesiske retshåndhævende myndigheder har været en del af operationen Spamouflage, som i årevis har spredt kinesiske propaganda på sociale medier og fora.

* Som en indsats mod propagandakampagnen har Meta lukket 7704 facebookkonti, 954 facebooksider, 15 facebookgrupper og 15 instagramkonti. Til fælles har siderne og de forskellige konti, at de har forbrudt sig mod Metas regler ved at sprede vildledende budskaber.

* Omkring 560.000 konti fulgte en eller flere af facebooksiderne, der spredte kinesisk propaganda. Langt størstedelen af kontiene menes at være falske og købt af operatører, som opretter falske konti.

* Kampagnen er blevet kørt fra steder på tværs af Kina og har været målrettet mange forskellige regioner rundtom i verden, men har særligt været rettet mod lande som Taiwan, USA, Australien, Storbritannien, Japan og folk, der taler kinesisk. Den har brugt, hvad der svarer til 24.000 kroner på reklamer på Facebook.

Kilder: Reuters, AFP og The Guardian.

/ritzau/

Meta har lukket tusindvis af konti på Facebook og Instagram som led i indsatsen mod den kinesiske kampagne. Kontiene har ageret i strid med Metas regler, da de på koordineret vis har spredt vildledende budskaber. (Arkivfoto). Foto: Richard Drew/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu