Kina styrker militære muskler: Testflyver kæmpefly
Kina er i fuld færd med at opgradere sin portefølje af militært isenkram.
Den stadigt mere ambitiøse stormagt har netop udført en testflyvning af det største transportfly, som kineserne nogensinde har udviklet til deres luftvåben.
Ifølge det statskontrollerede dagblad People's Daily er der tale om et langdistance-jetfly, der har fået navnet Y-20. Det er designet til at fragte tunge køretøjer, såsom tanks og pansrede mandskabsvogne, og kan bære en last på op til 66 ton.
Testflyvningen fandt sted lørdag i den nordvestlige del af Kina, hvor en prototype af jumboflyet lettede omkring klokken 14 lokal tid fra en lufthavn i Yanliang.
Kina har investeret store summer i at opgradere og modernisere sine militære stridskræfter i de senere år, hvilket har skabt nervøsitet blandt mange nabolande i regionen.
Det kommunistiske regime i Beijing insisterer dog på, at deres forsvarsudgifter fortsat er relativt lave i forhold til økonomiens samlede størrelse, og at de militære investeringer ikke er rettet mod noget specifikt land.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned