Kina tilbød våben til den libyske diktator Muammar Gaddafi i løbet af de sidste par måneder af hans regime. Kineserne førte desuden hemmelige samtaler om at fragte våbnene gennem Algeriet og Sydafrika, skriver canadiske The Globe and Mail.
Statskontrollerede kinesiske våbenproducenter var klar til at sælge våben og ammunition for over en milliard kroner til Gaddafi sidst i juli på trods af FN's sanktioner mod Libyen, skriver avisen, der har fået fat i en række hemmelige dokumenter.
Papirerne beskriver ikke, om kineserne leverede nogen militær assistance, men højtstående medlemmer af Libyens overgangsråd TNC siger, at informationerne bekræfter deres mistanke i forhold til Kina, Algeriet og Sydafrika.
De tre lande har i forvejen tøvet med at støtte Natos militære operation i Libyen.
Omar Hariri, leder af TNC's militære komité, har gennemset dokumenterne og konkluderer, at oplysningerne forklarer tilstedeværelsen af nye våben på slagmarken.
- Jeg er næsten sikker på, at disse våben kom til landet og blev brugt mod vores folk, siger Hariri.
Dokumenterne, som den canadiske avis er kommet i besiddelse af, blev fundet i en bunke skrald i Tripoli-kvarteret Bab Akkarah, hvor mange af Gaddafis mest loyale folk boede.
Papirerne beskriver, hvordan en af Gaddafis øverste sikkerhedsrådgivere tog til Beijing i midten af juli og holdt møde med tre forskellige våbeneksportører.
Kineserne tilbød Gaddafi-repræsentanten alle de ting, som firmaerne havde på varehylden, herunder anti-kampvognsmissiler og jord-til-luftmissiler, der er i stand til at skyde militærfly ned.
De kinesiske firmaer takkede libyerne for deres diskretion og understregede behovet for holde forhandlingerne hemmelige.
Den 23. august mistede Gaddafi kontrollen over hovedstaden Tripoli, og han har siden været på flygt fra oprørshæren.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde