Kina tordner mod britiske anklager om spionage
Anholdelserne fik den britiske premierminister, Rishi Sunak, til under G20-topmødet i New Delhi i Indien i weekenden at fortælle sin kinesiske modpart, Li Qiang, at han var meget bekymret over Kinas indblanding i demokratiet. (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters
En talsperson for Kinas ambassade i London afviser, at landet har noget at gøre med en omtalt sag om spionage.
Kina afviser at være involveret i sagen om to mænd, der er blevet anholdt under mistanke om spionage i Storbritannien.
Sådan lyder det mandag fra en talsperson for Kinas ambassade i London.
- Påstanden om, at Kina er mistænkt for at "stjæle britiske efterretninger", er fuldstændigt opdigtet og intet andet end ondsindet ærekrænkelse, lyder det i en udtalelse.
Britisk politi oplyste i weekenden, at man har anholdt henholdsvis en mand i 20'erne i hans hjem i Edinburgh og en mand i 30'erne.
Førstnævnte var en researcher i det britiske parlament.
Anholdelserne fandt begge sted i marts og fik den britiske premierminister, Rishi Sunak, til under G20-topmødet i New Delhi i Indien i weekenden at fortælle sin kinesiske modpart, Li Qiang, at han var meget bekymret over Kinas indblanding i demokratiet.
Det vil talspersonen for den kinesiske ambassade i London ikke høre noget om.
- Vi modsætter os det fuldt og fast og opfordrer alle relevante parter i Storbritannien til at stoppe deres anti-kinesiske politiske manipulation og stoppe med at bedrive en sådan iscenesat politisk farce, lyder det.
Den ene af de sigtede har ifølge avisen Sunday Times kontakter til adskillige medlemmer af Sunaks Konservative Parti.
Blandt dem er sikkerhedsminister Tom Tugendhat og formanden for parlamentets udenrigsudvalg, Alicia Kearns.
Sunaks regering har arbejdet på at skabe et tøbrud i forholdet til Kina. Det gælder blandt andet om klimaforandringer. Men han har samtidig fastholdt kritik af manglende menneskerettigheder i Kina.
Sunak sagde om sit møde med Qiang, at han tog emnet op om mulig spionage "frem for bare at råbe op ude fra sidelinjen".
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker