Kina: Vi får ikke en Jasmin-revolution her

Oprøret mod autoritære regimer i Egypten og Tunesien bliver ikke kopieret i Kina, fastslår det kinesiske styre.

Kina står ikke over for nogen Jasmin-revolution med inspiration fra Nordafrika, siger Zhao Qizheng, der er tidligere leder for den kinesiske regerings informationskontor.

- Der kommer ikke til at være en Jasmin-revolution i Kina, siger han til Wen Wei Po, en avis baseret i Hong Kong.

- Idéen om at en Jasmin-revolution kunne finde sted i Kina er ekstremt absurd og urealistisk, siger han.

Zhao er nu leder af en udenrigspolitisk komité, der rådgiver den kinesiske regering. Han er indtil videre det mest fremtrædende medlem af regimet, der har udtalt sig om muligheden for en folkelig opstand.

Zhao reagerer på en række opfordringer på internettet, som opfordrer kineserne til at følge i fodsporene på lande som Egypten og Tunesien, hvor autoritære regimer er blevet væltet efter folkelige oprør.

Kina har på det seneste anholdt flere fremtrædende systemkritikere, inklusive advokaterne Teng Biao og Tang Jitian.

Og Zhao advarer de personer, der har opfordret til oprør mod det kinesiske kommunistparti, men forsøger samtidig at nedtone betydningen af internet-revolten.

- I en by med 15 millioner indbyggere (Beijing, red.) betyder det stort set ingen ting, at et par mennesker stiller sig op, siger han og fortsætter:

- Men vi er også sikre på, at der er få folk som håber på, at en eller anden form for oprør bryder ud.

/ritzau/Reuters

Et fremtrædende medlem af det kinesiske kommunistparti afviser, at et spirende oprør er på vej i Kina.

Offentliggjort Sidst opdateret