Når en kineser lovligt får en nyre eller et andet organ, har det sandsynligvis siddet i kroppen på en henrettet fange.
Får en kineser derimod et organ på ulovlig vis, har det formentlig kostet betydelige summer til mellemmænd, der har bestukket sig frem for at få forfalskede dokumenter og en donor.
Det vil myndighederne gøre op med, og derfor har Kina som et forsøg introduceret et organdonationssystem i 10 provinser og byer.
- Systemet er i offentlighedens interesse og vil gavne patienter uanset social status og velstand, når det gælder retfærdig fordeling af organer, siger Huang Jiefu, Kinas vicesundhedsminister, onsdag til avisen China Daily.
Han siger videre, at organer fra henrettede fanger "ikke er en ordentlig kilde til organtransplantationer".
Kinesere opfordres til at blive organdonorer, og der oprettes en fond, der skal støtte patienter og donorernes familie.
Avisen skriver, at henrettede kriminelle i dag leverer omkring 65 procent af de organer, der transplanteres i Kina.
Sundhedsministeriet siger, at næsten 1,5 millioner kinesere hvert år har brug for et nyt organ, men at kun 10.000 kan få et.
Manglen på organer betyder, at patienter og deres pårørende bliver desperate og er parat til at betale mange penge for et nyt organ, hvilket giver grobund for et sort marked.
Ulovlige transplantationer fra levende donorer og historier om udlændinge, der får transplantationer i Kina, kan jævnligt læses i kinesiske medier.
I øjeblikket tillader kinesisk lov kun personer at levere organer til familiemedlemmer.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde