Kina vil kæmpe til den bitre ende i handelskrig
Lin Jian, der er talsperson for det kinesiske udenrigsministerium, siger landet vil "kæmpe til den bitre ende" i handelskrigen med USA. Foto: Johannes Neudecker/Ritzau Scanpix
Kina vil bekæmpe USA på handelsområdet, hvis de nye toldsatser fortsætter, oplyser udenrigsministerium.
Kina vil "kæmpe til den bitre ende", hvis USA fortsætter handelskrigen.
Det oplyser det kinesiske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Hvis USA bliver ved med at føre en toldkrig, en handelskrig eller enhver anden form for krig, så vil den kinesiske side bekæmpe dem til den bitre ende, siger udenrigsministeriets talsmand Lin Jian ifølge AFP.
Udmeldingen kommer, efter der tirsdag morgen trådte nye amerikanske toldsatser i kraft.
Her blev tolden på kinesiske varer, der kommer ind i USA, hævet fra 10 procent til 20 procent.
Som et modsvar til USA's nye toldsatser på kinesiske varer vil Kina indføre told på mellem 10 og 15 procent på en række amerikanske varer.
De nye toldsatser vil træde i kraft den 10. marts, fremgår det af en pressemeddelelse fra det kinesiske finansministerium tirsdag morgen dansk tid, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Der vil være 15 procent told på kylling, hvede, majs og bomuld fra USA.
Donald Trumps toldpolitik har ikke kun rettet sig mod Kina. Tirsdag morgen trådte der også ny told i kraft for varer, der kommer fra nabolandene Canada og Mexico.
Her lyder tolden på 25 procent.
Ifølge Trump vil tolden betyde, at amerikanske virksomheder står stærkere. Økonomer har dog advaret om, at hans politik kan føre til lavere økonomisk vækst og højere inflation i USA.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde