Kina vil markere sig som militær stormagt på 70-årsdag
Det Kinesiske Folks Befrielseshær vogter over formand Maos Mindehal i Beijing. Præsident Xi og flere andre ledere fremsatte mandag en usædvanlig stærk hyldest til mindet om Mao Zedong - dagen før Kina markerer 70-årsdagen for oprettelsen af den kommunistiske folkerepublik. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Stringer/Ritzau Scanpix
I Hongkong vil det være "meget, meget farligt" at demonstrere på den kinesiske nationaldag tirsdag.
Det meste er planlagt ned til mindste detalje, når Kina tirsdag fejrer 70-årsdagen for oprettelsen af den kommunistiske folkerepublik. På programmet står både fredsduer og en militær magtdemonstration med 15.000 soldater.
Også raketter, bombefly, supersoniske droner og andre nye avancerede våben vil blive vist frem for at markere Kinas rolle som militær stormagt.
Ud over de 15.000 soldater vil omkring 100.000 civile marchere sammen med 70 rullende udstillinger, som skal symbolisere Kinas udvikling på forskellige områder.
Der vil under ceremonierne blive sendt 70.000 duer og 70.000 balloner mod himlen inden aftenens festforestillinger og fyrværkerier.
I Hongkong advarer myndighederne om, at det vil være "meget, meget farligt" at demonstrere på den kinesiske nationaldag. Men mange tusinde demonstranter, som i de seneste måneder har udfordret det kommunistiske styre i Beijing, ventes at bruge 70-årsdagen til skabe mere fokus på deres kamp for demokrati.
I Beijing vil præsident Xi Jinping, som er blevet den mest magtfulde leder i landet siden Mao Zedong, åbne festlighederne med en tale, som ventes at handle om hans vision om Kina.
Kinas "nye silkevej" har en central plads i Xis vision. Det er en langsigtet plan om blandt andet at genoprette Silkevejen mellem Kina og Europa via kæmpemæssige investeringer i jernbaner, havne, veje og anden infrastruktur. Projektet kaldes officielt Belt and Road-initiativet.
Allerede mandag blev tonen slået an, da præsident Xi og flere andre ledere fremsatte en usædvanlig stærk hyldest til mindet om Mao Zedong, som grundlagde Folkerepublikken 1. oktober 1949. Det skete efter en borgerkrig, hvor Maos kommunister tvang nationalisterne til at flygte til Taiwan.
Tre gange bukkede præsident Xi og andre ledere foran mausoleet på Den Himmelske Freds Plads, hvor Maos balsamerede jordiske rester er begravet.
Fejringen af nationaldagen tirsdag er koncentreret omkring Den Himmelske Freds Plads - Tiananmen Pladen - som i Vesten er mest kendt for studenteroprøret i 1989. Det prodemokratiske oprør blev brutalt nedkæmpet, da soldater skød løs på mange ubevæbnede, fredelige demonstranter og dræbte et ukendt antal.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet