Kina vil vippe USA af pinden og trække verden i en anden retning

Lederne af verdens to største økonomier og supermagter, Kinas Xi Jinping og USA's Joe Biden, ved et G20-topmøde i Indonesien i november. USA ser Kina som den eneste konkurrent til positionen som verdens førende supermagt. Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix

Kina ventes inden 2030 at have en større økonomi end USA. Økonomi og magt hænger sammen, og kun Kina kan udfordre USA som verdens største magt, siger forsker.

Offentliggjort

USA er i mange årtier blevet anset som verdens suverænt førende supermagt. Men sådan forholder det sig ikke nødvendigvis længere.

Det skyldes ikke mindst Kinas opstigning, som både forskyder magtbalancer og rejser spørgsmålet om, hvordan verdensordenen vil se ud i fremtiden.

Netop Kina står med gode kort på hånden i kampen om at blive verdens førende supermagt.

Allerede inden 2030 ventes Kina at overhale USA som verdens største økonomi. Dertil kommer, at Kina tager store fremskridt på det teknologiske område, hvor Vesten ellers foreløbig har overhånden.

Udviklingen bliver blandt andet beskrevet i en dansk sikkerheds- og forsvarsrapport fra oktober.

- USA har mistet sin position som den altdominerende supermagt på grund af en økonomisk, teknologisk og militær magtspredning, som har givet først og fremmest Kina - men også en række andre stormagter - mere indflydelse og manøvrerum, står der.

De kinesiske fremskridt går hånd i hånd med magt, lyder det fra Lars Erslev Andersen, seniorforsker i global orden ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis).

- Forventningen er både i Kina og en del andre steder, at den kinesiske økonomi vil fortsætte med at ekspandere, og at man inden for en kommende årrække vil opleve et Kina, der bliver verdens største økonomi.

- Og økonomi og magt hænger sammen. Det har det i hvert fald altid gjort, mens USA har været den største økonomi. USA har altid knyttet sin magt til økonomi, siger han.

Også USA er kommet til erkendelsen, at Kina er en magt, som man skal forholde sig til. Det fremgår for eksempel af den nye amerikanske sikkerhedsstrategi, som udkom i oktober.

- Kina er den eneste konkurrent, som både har intentionen om at omforme den internationale orden, og som i stigende grad har den økonomiske, diplomatiske, militære og teknologiske magt til at opnå det mål, hedder det i strategien.

Den amerikanske erkendelse er en, som de fleste deler, vurderer Lars Erslev Andersen.

- Det er Kina og kun Kina, der kan udfordre USA som den største økonomiske og politiske magt. Der er ikke andre. Rusland har potentialer, men har slet ikke den samme økonomiske volumen. Det er der heller ikke andre lande, der har.

- Så det er en korrekt diagnose, at Kina er den stat, der udfordrer USA på at være den mest indflydelsesrige stat i verden, siger han.

Med Kinas udvikling og ambitioner ligner det altså unægteligt, at landet i høj grad vil præge, hvilken vej verden bevæger sig de næste mange år.

Og Kina vil forsøge at trække verden en anden vej end USA, vurderer seniorforskeren.

- USA ser sig som den naturlige leder af verden, fordi de opfatter, at de selv har udviklet den bedste civilisation. Det er det, der bliver udfordret af Kina, fordi Kina er kritisk over for den amerikanske orden.

- Kina er kritisk over for en verdensorden, hvor det alene er de amerikanske principper, der skal styre, hvordan forholdene skal være i verden. De arbejder i stigende grad for at ændre den amerikanske orden, siger han.

Hvor USA og Europa taler om udbredelse af demokrati som vejen til en bedre verden, mener Kina, at det er udvikling i velstand, der skaber stabilitet og sikkerhed, påpeger han.

Kina ønsker desuden en alliancefri verden, som er styret af respekt for staternes suverænitet.

- Hvor langt udviklingen vil gå i retning af en mere fragmenteret verdensorden, hvor magt betyder mere end ret og principper, er det for tidligt at vurdere. Men retningen er desværre klar, hedder det i den danske sikkerhedsrapport.

Kina vil med sin større magt forsøge at trække verden i en anden retning end USA. Kina er kritisk over for en verdensorden, hvor det er amerikanske principper, der er styrende, vurderer seniorforsker. (Arkivfoto). Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix

Den kinesiske påvirkning ser vi allerede i dag, påpeger Lars Erslev Andersen.

Verden er blevet mere kompliceret at navigere i - for eksempel for Europa, som skal forholde sig til, at flere stormagter udøver deres indflydelse.

- Europa kan vælge at bakke udelt op om USA. Men så kan man komme ind i en konflikt, som kan være dyr for Europa.

- Europa er Kinas største marked. Jo mere vi følger en USA-inspireret konfrontativ politik over for Kina, desto mere vil vi mærke det økonomisk.

- Vi kan let komme i den situation, at vi ved at smide alle vores æg i den ene kurv kommer i problemer, siger han.

/ritzau/

Det siger USA's sikkerhedsstrategi om Kina

* Kina er USA's eneste konkurrent, som både kan og vil ændre den internationale orden.

* Kina har ambitioner om at blive verdens førende magt.

* Kina bruger sin teknologiske kapacitet og stigende magt i internationale institutioner til at skabe bedre forhold for sin egen autoritære model.

* Kina bruger jævnligt sin økonomiske magt over for andre lande.

* Kina forsøger at gøre verden mere afhængig af sig, mens Kina samtidig mindsker sin egen afhængighed til resten af verden.

* Kina investerer i et militær, som hurtigt moderniseres og bliver stærkere. Samtidig prøver Kina at nedbryde amerikanske alliancer i verden.

* Kina er et vigtigt land for den globale økonomi og har stor indflydelse på verdens fælles udfordringer. Det gælder særligt udfordringer som klimaforandringer og sundhed.

* Det er muligt for USA og Kina at sameksistere fredeligt, hvor begge lande bidrager til menneskehedens fremgang.

Kilde: USA's nationale sikkerhedsstrategi 2022.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu