Kina villig til at styrke samarbejde med Egypten om konflikt
Præsident Xi understreger, at den mest presserende opgave er at sikre en våbenhvile og at slutte krig så hurtigt som muligt. Foto: Unknown/Ritzau Scanpix
Den kinesiske præsident, Xi Jinping, har drøftet situationen i Israel og Gaza med egyptisk premierminister.
Den kinesiske præsident, Xi Jinping, oplyser i forbindelse med et møde med den egyptisk premierminister, Mostafa Madbouly, at Kina støtter det egyptiske ønske om at etablere humanitære korridorer i konflikten mellem Israel og Hamas.
Derudover er Kina villig til at styrke samarbejdet med Egypten og arabiske lande for at sikre en løsning på konflikten, oplyser kinesiske statsmedier ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Xi og Madbouly skulle efter planen mødes torsdag, har det kinesiske statsmedie CCTV oplyst.
Xi udtrykker i samme forbindelse, at Kina sætter pris på Egyptens rolle i forbindelse med at "køle" spændinger, skriver Reuters.
Præsidenten understreger, at den mest presserende opgave er at sikre en våbenhvile og at slutte krigen så hurtigt som muligt.
Den kinesiske præsident er også villig til at styrke samarbejdet med Egypten på områder som infrastruktur, grøn energi og landbrugsteknologi, hedder det videre.
Fra EU lød det tidligere på ugen, at unionen vil lancere en humanitær luftkorridor fra Egypten til Gaza. Det sagde EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i forbindelse med et pressemøde ved Balkan-topmødet i Albaniens hovedstad, Tirana, mandag.
Det er meningen, at luftbroen skal bringe varer ind i Gaza til hjælp for civilbefolkningen, hvoraf mange er på flugt efter advarsler fra Israel om at forlade det nordlige Gaza.
Lørdag morgen 7. oktober indledte den militante islamistiske bevægelse Hamas et angreb på Israel. Israel har siden svaret tilbage med modangreb mod Gaza.
Meldingerne lyder, at mere end 3300 palæstinensere og godt 1500 israelere er blevet dræbt siden Hamas overraskelsesangreb.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker