Kinas diskrete håndsrækning giver rygstød til Ruslands våbenproduktion

Kinas præsident, Xi Jinping, besøgte i marts Ruslands præsident, Vladimir Putin. Kina foretrækker, at Putin bliver ved magten og vil derfor gerne hjælpe russerne i krigen på en diskret måde ifølge analytiker. (Arkivfoto). Foto: Sputnik/Reuters

Kina sender ikke våben, men i stedet flere og flere komponenter til våben til Rusland. Dermed kan Kina hjælpe russisk våbenproduktion, siger analytiker.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kinas rolle i krigen i Ukraine kan være svær at blive klog på.

Udadtil fremhæver kineserne sig som neutrale mæglere med en nøglerolle for at skabe fred.

Samtidig besøger kinesiske toppolitikere med jævne mellemrum Moskva, den russiske hovedstad, og taler om stærke bånd med Rusland.

De stærke bånd betyder tilsyneladende, at kineserne giver Rusland en hjælpende hånd i krigen.

I hvert fald finder ukrainske styrker flere og flere komponenter fra Kina i russiske våben fra slagmarken.

Det siger Vladyslav Vlasiuk, toprådgiver for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

- Tendensen er nu, at der er færre komponenter produceret i Vesten og flere fra Kina, siger han til Reuters.

Efterretninger fra slagmarken udarbejdet af ukrainske eksperter viser samme tendens, skriver Reuters.

Komponenterne er for eksempel mikrochips, der kan bruges i normale husholdningsapparater, men også til militært udstyr såsom droner og våben.

Kina har gentagne gange afvist, at landet vil levere våben til Rusland. Men der er altså meget, der tyder på, at Kina har det fint med at eksportere ting, som russerne kan bruge til militære formål.

Det siger Jacob Kaarsbo, senioranalytiker med fokus på sikkerhedspolitik ved Tænketanken Europa.

- De vil nødig have, at der bliver fundet kinesiske våben på slagmarken. For så bliver deres forsøg på globalt at præsentere sig som fredens stemme ødelagt.

- Men de vil støtte Rusland og Putin på andre måder. Det her er en måde, de kan gøre det på, uden at de bliver set som nogle, der støtter Rusland militært, siger han.

Han forklarer, at Kina gerne vil hjælpe Rusland, fordi man frygter, at præsident Vladimir Putin kan miste magten.

Søndag var Kinas forsvarsminister, Li Shangfu, på besøg hos Putin i Moskva. Her understregede forsvarsministeren, at landene har "meget stærke bånd". Foto: Pavel Bednyakov/Ritzau Scanpix

- De frygter de indenrigspolitiske scenarier i Rusland, hvis Putin skulle blive fjernet. De kan frygte, at det bliver et mere vestligt orienteret styre.

- For kineserne er det vigtigt at holde en svag Putin ved magten. Derfor støtter de sandsynligvis russerne på den her med måde. Det giver god mening fra et kinesisk perspektiv, siger han.

Da Kinas præsident, Xi Jinping, for nylig var i Rusland, blev der for eksempel lavet fordelagtige aftaler for Kina, der viser, hvorfor Putin ved magten er at foretrække fra et kinesisk synspunkt, påpeger han.

Samtidig er det vigtigt for Rusland at kunne importere fra Kina, når landet er underlagt sanktioner fra Vesten, som besværliggør for eksempel våbenproduktionen.

- Det betyder, at de bedre kan producere våben selv. Det er ikke noget, der erstatter det, de har mistet. Det er ikke sådan, at vi lige pludselig ser Rusland med et toptunet arsenal.

- Men deres produktion bliver jo væsentligt forbedret. Og nogle af de komponenter, som de ikke selv har, kan de få sikret på den her måde. Kinesiske leverancer er bedre end ingenting, siger Jacob Kaarsbo.

En talsperson fra Kinas udenrigsministerium svarer vævende på spørgsmålet om, hvorvidt kinesiske selskaber står bag komponenter i russisk militærudstyr.

- Hvad angår eksport af militære genstande, har Kina altid haft en fornuftig og ansvarlig tilgang, siger talspersonen til Reuters.

/ritzau/

Kinesiske politikere på besøg hos Putin

* Kinas forsvarsminister, Li Shangfu, var søndag på besøg hos Ruslands præsident, Vladimir Putin. Her understregede den kinesiske minister den tætte relation mellem Kina og Rusland.

- Vi har meget stærke bånd. De er stærkere end de militære og politiske alliancer under Den Kolde Krig, sagde han.

* På mødet lagde Putin vægt på de to landes militære samarbejde. Det består ifølge Putin blandt andet i deling af information og fælles militærøvelser. Han nævnte ikke noget om kinesiske komponenter til russisk militærudstyr.

* I marts var Kinas præsident, Xi Jinping, på besøg hos Putin. Her indgik de en række aftaler, herunder en strategisk samarbejdsaftale og en bred partnerskabsaftale. De to var enige om, at Vestens indflydelse i verden skal inddæmmes.

Kilde: Reuters og AFP.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu